Radiovært Adrian Lloyd Hughes mistede svigerinden til selvmord: “Jeg drømmer, at jeg møder hende igen”

Hvert år forsøger flere tusinde danskere at tage deres eget liv. For cirka 600 af dem får forsøget en dødelig udgang. Intentionen bag handlingen er ikke nødvendigvis et ønske om at dø, men kan være et udtryk for afmagt og et ønske om at komme væk og få en pause fra en stor indre smerte. 

Selvmord har store konsekvenser for de efterladte, der skal leve videre med svære tanker og følelser som savn, skyld og skam. For nogle efterladte kan dette være så tærende, at de selv udvikler selvmordstanker. 

I denne artikelserie sætter Livslinien fokus på vigtigheden i at nedbryde tabu om selvmord. Når vi taler med hinanden om det, der gør ondt, forebygger vi, at mennesker tager deres eget liv. 

Vi går tæt på fire kendte danskere, der har haft selvmord inde på livet. Sammen med dem skaber vi et sprog for dét at miste til selvmord, og får sat ord samt perspektiv på, hvorfor det er vigtigt, at vi taler åbent om selvmordstanker og selvmord.

Du kan læse mere om at være frivillig rådgiver på Livslinien og ansøge hér.

Af Josephine Marcher

“Det var først, da I ringede til mig, at jeg systematisk gik i gang med at gennemgå, hvad findes der egentlig af selvmord i min bog. Jeg kom op på omkring seks selvmord. Alle sammen kvinder”

Sådan siger den bogaktuelle journalist og radiovært Adrian Lloyd Hughes i starten af dette interview, som han har sagt ja til at være med i, da han gerne vil bidrage til at åbne samtalen om det svære emne og nedbryde tabuet om selvmord, det at have selvmordstanker eller være en efterladt til selvmord:

“Jeg synes, det er et privilegium, at jeg gennem mit arbejde har mulighed for at skubbe en lille smule til nogle mekanismer. Som vært på et sprogprogram, er jeg eksempelvis med til at sætte ord på nogle ting, som nogle folk synes er svære at sætte ord på”.

Adrians bog udkom tilbage i november og hedder ”Mors dreng – erindringer om familien Dreyers magt og millioner”. Bogen skildrer hans livshistorie om sin velhavende families svigt, intriger og mystiske dødsfald, herunder selvmord.

Han begynder at fortælle om det første selvmord, der skete tilbage i 1961, på en så indlevende måde, at man ikke er tvivl om, at der er tale om en interessant familiefortælling - eller tragedie om man vil?:

“Det mest spektakulære selvmord, som jeg skriver om i bogen, er min morfars anden kone Inge, der begår selvmord i Taormina på Sicilien. Det har i lang tid været opfattet som et meget gådefuldt dødsfald, fordi jeg i tresindstyvende år har fået at vide, at hun faldt ud af vinduet. Gips-korsettet, hun havde på, var så tungt, at hun fik overbalance, da hun åbnede vinduet for at beundre udsigten”

Adrian er en dygtig historiefortæller og formidler. Sproget er levende og tempoet går rask, men ikke for hurtigt, så man kan få alle detaljerne med. Han begynder at fortælle om det næste tragiske og dramatiske selvmord, som læste han op fra et manus til den næste film, der skal på det store lærred og skal til at fortsætte med et tredje…

Adrians toneleje skifter. Han sætter tempoet ned, og ordene falder ikke lige så let fra tungen. Det er tydeligt at mærke, at dét selvmord, han skal fortælle om nu, har gjort indtryk på ham og efterladt dybe ar i sjælen:

“Så er der jo, øøh... allerværst for mit eget vedkommende, og det selvmord, der kommer tættest på mig. Det er min yndlings-svigerinde, som jeg i grove træk er vokset op med - hun hed Le”, siger han og rømmer sig.

Adrian fortæller, at Le blev gift med hans storebror i 1980, da Adrian var 18 år gammel. Han havde på dette tidspunkt kendt hende i fire-fem år og så hende som en storesøster. Gennem årene udviklede de mange fælles interesser, og hun blev det menneske, som blev det første vidne til, at han sprang ud som homoseksuel, hvilket giver et menneske en helt særlig position i homoseksuelles verden.

Le bliver desværre mere og mere sindslidende i sine tyvere og op gennem trediverne og går i flere terapeutiske forløb - desværre uden at få det bedre. Adrian og resten af familien prøver at hjælpe hende så godt de kan, men til sidst ender det med en skilsmisse mellem hende og Adrians bror.

I 1992 rammes familien af en tragedie, da Le begår selvmord. Hun er midt i trediverne og efterlader sig udover Adrian selv og Adrians bror en søn på 1,5 år og en datter på seks måneder:

“Jeg synes først og fremmest, at det er kolossalt synd for Le. Det er tragisk for min storebror. Det er tragisk for Les enlige mor, som kun havde Le, og som selv var en skrøbelig og nervesvækket kvinde. Det skete i 1992, og lige siden har det redet mig som en mare, om jeg kunne have gjort noget for at have undgået det”, fortæller han.

Et kainsmærke af skyld 

På Livslinien ved vi, at efterladte kan føle skyld over deres næres selvmord. De mange ubesvarede spørgsmål i forbindelse med dødsfaldet føder nye spørgsmål, der aldrig bliver besvaret: Kunne jeg have gjort noget anderledes? Havde hun implicit fortalt om sine selvmordstanker?

Vi ved også, at de fleste pårørende til en selvmordstruet ofte har gjort alt, hvad der står i deres magt for at redde personen fra at tage sit eget liv. Men skyld er en giftig følelse, som kan sætte sig fast som en igle og vokse sig større og større, hvis man ikke tager hånd om den og taler med nogen om de svære og tunge og følelser.

Adrian fortæller, at de i familien efterfølgende i grove træk lod være med at tale om selvmordet. Efter skilsmissen havde broderen fundet en ny kæreste. Da Le døde havde han derfor hovedsageligt fokus på at få den nye familie til at fungere og sørge for, at datteren og sønnen, en lille ny, samt sammenbragte børn, havde det så godt som muligt.

Det er svært ikke at tænke, at det kan være derfor, at Adrian stadig tumler med mange ubesvarede spørgsmål og skyld.

Adrian fortæller, at han også kan føle skyld over, at han levede sit eget liv, mens Le fik det værre og værre:

“Jeg vil sige det sådan, at hvis ikke jeg havde gang i et andet liv, hvor jeg havde fundet manden, som jeg havde besluttet mig for at dele mit liv med, så havde jeg nok stærkt overvejet at flytte sammen med Le for på den måde at passe på hende. Jeg kommer jo aldrig til at finde ud af, om det ville have reddet Le fra hendes dæmoner og sindslidelser. Min storebror gjorde jo forsøget i mange år, og lykkedes ikke med det, og jeg ved ikke, om jeg kunne være kommet længere med det projekt. Men helt objektivt, har jeg prioriteret mit eget liv og min egen fremtid over Les. Og det synes jeg efterlader et kainsmærke af skyld i min pande, som jeg altid vil bære med mig”, siger Adrian. 

Minderne smerter

Det er længe siden, at han sidst har talt om Le og selvmordet. Femten - tyve år siden, siger han. Men hun er stadig tit i hans tanker.

I nærheden af Adrians og hans mands sommerhus er der tilfældigvis en postkasse, som tilhører en, der hedder det samme som den afdøde svigerinde, såvel for- som efternavn. Når han skal ud og nyde naturen, ser han navnet på postkassen og begynder at tænke på Le:

“Navnet gør, at min hjerne bliver inspireret til at drømme. Jeg drømmer, at jeg møder hende igen og kan tale med hende. At det hele bare var et forsvindingsnummer”...

Adrian slår blikket ned i bordet og rømmer sig. En tåre pibler frem og triller ned ad kinden. Han tager en dyb indånding og fortsætter:

“…men, det er jo sådan en ønskedrøm, som ens hjerne kan udvikle, og i min vågne bevidsthed kan jeg jo ikke rumme den forestilling, at hun skulle have ønsket at forlade sine egne børn”, siger han, og rækker ud efter en serviet, som han folder og holder op mod øjenkrogen. 

Som tidligere nævnt har de i familien ikke talt særlig meget om Le efter hendes død. Adrian beskriver det som, at hun på en måde er blevet tiet væk. Men det er vigtigt at tale om og mindes de afdøde, og at lade de næste generationer vide, hvad et familiemedlem har haft betydning for den familie man nu engang er født ind i, samt hvilken betydning det har haft for relationerne medlemmerne imellem. 

Le har også haft en stor betydning for Adrian og resten af familien, og hun lever videre i hans minder og i de få samtaler, han har haft med hendes to børn, fortæller han:

“Det er vigtigt for mig at holde hende i live på den måde. Jeg synes, det er vigtigt at fortælle dem, at de havde en mor, som var en meget smuk kvinde, og som havde mange meget, meget fine egenskaber, men som desværre også var meget skrøbelig og fik mindre og mindre tiltro til sig selv”, siger Adrian.

Adrian siger, at han jo egentlig ikke har kendt deres mor Le særlig længe. Det blev “kun” til omkring sytten år, ud af hans lidt mere end tresindstyvende lange liv, forklarer ham. 

Når nogen dør, stopper dette menneskes fortælling og tidslinje, mens de efterladtes liv går videre. 

Men fortællingen om den afdøde kan leve videre i minderne og i samtalerne, ved at vi bringer de dødes kvaliteter og karakteristika frem, når vi taler sammen og spørger ind til hinandens liv.  

Nedbryd tabuet

Adrian Lloyd Hughes har haft dykket ned i emnet selvmord som et journalistisk projekt, da han skulle lave sin podcast og senest den føromtalte bog, hvori flere selvmord optræder. Men svigerindens selvmord er stadig et meget sårbart emne at tale om. Måske har den journalistiske tilgang skabt en afstand til de følelser, der kan føles tabubelagte og svære at rumme? For selvmord er et tabubelagt emne. Det var det dengang, såvel som i dag, fortæller ham. 

Adrian forstår godt, at det kan være svært at åbne sig og fortælle om, når livet gør ondt. Det er jo en meget omkostningsfuld og smertelig besked at give videre til et andet menneske.  Men ikke desto mindre er det er vigtigt, at vi bliver bedre til at tale om emner som eksempelvis selvmord, da depression og sorte tanker potentielt kan ramme alle, siger han: 

“At fortælle andre mennesker, at man overvejer selvmord er jo simpelthen atomtruslen. Det er jo altings ophør og en krig, ingen kan vinde. Den ene bliver udslettet af det, og de andre bliver efterladte med sår for evigt. Men jeg synes, at man skal tale med hinanden om selvmord, også egne selvmordstanker. Jeg tror ikke, at der kommer noget godt ud af, at ting forbliver tabu og fejet ind under gulvtæppet”, fortæller han. 

Tak til Adrian Lloyd Hughes for at dele sin historie og være med til at åbne samtalen om selvmord og selvmordstanker.

Du kan læse mere om at være frivillig rådgiver på Livslinien og ansøge hér.