Når maskuline idealer bliver farlige

Du kan høre Martin Tamm Andersen fortælle om maskuline fællesskaber i forsvaret her eller se optagelsen her.

Det kan være nærliggende at tro, at mange soldater kan blive ramt af svære tanker, når de er i krig, men for Martin Tamm Andersen, blev det først rigtig svært, da han kom hjem til en hverdag, der var så meget anderledes end den, han havde været vant til:

”Når man er i krig, kan det være rigtig svært at reflektere over den virkelighed, man er i, fordi den er bare i gang hele tiden […] og hele ens krop er i alarmberedskab […] Og når man så kommer hjem, så er ens krop stadig i alarmberedskab, men så går man jo pludselig rundt på gaden i Danmark, hvor der ikke er nogen fare og egentlig ikke noget at være på vagt overfor. Og pludselig er hele den fysiologiske og psykologiske tilstand, man er i, den passer bare slet ikke til omgivelserne, og det er en enorm hård og brat opvågning.”

Selvom omstillingen har været svær for Martin Tamm Andersen, hver gang han er kommet hjem fra en krig, har han haft et netværk til at gribe ham, hvilket har været en stor hjælp. Og med tiden har han genfundet den mening, som kunne være svær at få øje på, umiddelbart efter hjemkomst.

Ikke alle har et netværk omkring sig

Men det er ikke alle, der har nogen til at stå og tage imod, når de kommer tilbage, og det kan, ifølge Martin Tamm Andersen, måske være medvirkende til, at de kan have svært ved at finde tilbage til en meningsfuld hverdag:

”Det, der jo typisk sker […] så kommer man jo hjem, og den der enhed, man har været en del af, den bliver opløst, og så forsvinder alle hver til sit efter noget tid. Og så sidder man jo der alene, og det er jo meget forskelligt, hvad folk har af nære relationer […] Det er der nogle, der har, og så er der nogle, der ikke har, og hvem har så ansvaret for at gribe de her mennesker?”

Det handler i høj grad om skam

For nogle kan omstillingen blive så svær, at de får selvmordstanker, og de maskuline idealer, som tidligere har været brugbare, kan stå i vejen for at søge hjælp i rette tid.

Mange soldater, som har været udsendt i krig, oplever nemlig, sammenlignet med baggrundsbefolkningen, at få selvmordstanker. Det er ikke noget, der som sådan overrasker Martin Tamm Andersen. Og for ham at se handler det ikke kun om, at det kan være svært at række ud efter hjælp, når krisen rammer.

Det handler i høj grad også om skam. For når man selv er ramt, kan man få den tanke, at man er den eneste, og så kan spørgsmålet melde sig, om det er fordi, man er svag. Og svaghed er noget af det, som, ifølge Martin Tamm Andersen, kan være svært at være åben omkring i de maskuline fællesskaber, som eksisterer i forsvaret. Derfor kan svaghed for mange også opleves som noget skamfuldt.

Ydermere kan det være svært, når man som ungt menneske har været udsendt, at forstå, hvad der er på spil:

”Jeg tror, at jeg med sikkerhed kan sige, at en 22-årig ung soldat, mand eller kvinde, nok har rigtig svært ved […] selv at have den forståelse for, at det er det, der er på spil […] Så det er der behov for, at der er en samtale omkring.”

Men for at få den indsigt, er det vigtigt, at der både er en opmærksomhed omkring, at hjælpen findes, men også at fjerne nogle af de barrierer, der kan stå i vejen for at modtage den:

”For at få hjælp, skal man også være klar til at modtage den, og der er helt klart nogle ting, man kan blive bedre til her; at fange nogle af de her mennesker og hjælpe dem til at række ud. Jeg synes, man har udviklet sig rigtig meget fra den tid, hvor jeg var soldat og til i dag i forhold til, hvordan man prøver at række ud til folk. Og helt sikkert også i forhold til den hjælp, der bliver tilbudt, når først det bliver konstateret, at nogen har det svært. Men det er en virkelig svær barriere, fordi det er ens egne værdier og idealer, der måske står i vejen for evnen til at række ud og få den hjælp.”

Erfaringen med at tale åbent om det

Man hvad har så gjort det muligt for Martin Tamm Andersen at række ud og tale åbent om det, der har været svært, på trods af barrierer og en oplevelse af et muligt identitetstab:

”Jamen dels at jeg har oplevet, at det jo faktisk hjalp […] Jeg gik til en psykolog, da jeg kom hjem (fra Afghanistan red.), og det var faktisk rigtig, rigtig positivt […] Jeg fik jo faktisk nogle værktøjer, og jeg fik også nogle beskrivelser af nogle ting, jeg gik og tænkte over, som én kunne hjælpe mig med på en eller anden måde at sætte i system.”

Det er en indsigt, Martin Tamm Andersen har taget med sig; hvor væsentligt det egentlig er at have en opmærksomhed omkring sin psykiske tilstand, når man har været udsendt og vigtigheden af at få det, der er svært, bearbejdet efterfølgende.

Du kan høre Martin Tamm Andersen fortælle om maskuline fællesskaber i forsvaret her eller se optagelsen her.