Til daglig arbejder Eigil med udsatte borgere i Socialforvaltningen. Han hjælper langtidsledige, som kæmper med flere sociale problemer på samme tid, eksempelvis misbrug, hjemløshed, psykisk og fysisk sygdom.
Han blev frivillig for knap fem år siden, fordi han ønskede at bruge sin tid med noget, der bragte mening i hverdagen:
“Frivillighed er meget meningsfuldt, og specielt i et meget hurtigt samfund som vores, hvor mange kan være optaget af selvet. Som modvægt hertil finder jeg mening i de mange både tunge, men også smukke samtaler man får, når liv og død og alt derimellem er temaet", fortæller han.
Derudover søgte Eigil også ind som frivillig, fordi han som nytilflyttet fra Nordjylland havde brug for at danne et netværk af gode mennesker med et menneskesyn på linje med sit eget. Samtidig ønskede han at blive fagligt udfordret, og det er han blevet i allerhøjeste grad, og bruger også kompetencerne fra Livslinien i sit daglige arbejde, fortæller Eigil:
“Når man lærer at turde spørge ind til selvmordstanker, så er der ikke ret meget tilbage der kan give en berøringsangst. Jeg får på hver evig eneste vagt trænet mine samtalekompetencer, og trods jeg startede på Livslinien for 4½ år siden, oplever jeg fortsat at blive fagligt udfordret”.
Livslinien har siden 1995 tilbudt gratis og anonym rådgivning til mennesker i livskrise. I dag har organisationen omkring 250 frivillige, som rådgiver over telefon, chat og mail.
De frivillige løfter hver dag en stor og vigtig samfundsmæssig opgave. Sidste år besvarede de knap 22.000 henvendelser på tværs af de tre rådgivningstilbud:
“Jeg tør ikke tænke på, hvordan selvmordsraten ville se ud i Danmark, hvis ikke vi havde et anonymt tilbud, hvor du som bruger bliver mødt fuldkommen fordomsfrit og får hjælp til ikke at handle på tankerne”, lyder det fra Eigil.
Desværre er der rigtig mange, som henvender sig, som ikke kommer igennem til Livsliniens rådgivere. Cirka halvdelen af dem, som forsøger at ringe til Livsliniens telefonrådgivning, kommer ikke igennem, og derfor søger Livslinien flere frivillige.
Livslinien afholder to webinarer henholdsvis den 5. februar og 13. februar klokken 19.30 - 20.15, hvor man helt uforpligtende kan blive klogere på, hvad det vil sige at være frivillig rådgiver på Livslinien.
Tilmeld dig hér:
Ifølge Eigil er der mange gode grunde til, at man skal melde sig som frivillig, og ingen grund til at være berøringsangst over for emnet:
“Jeg tror, der ligger en forestilling om, at det er et alt for stort ansvar at tale med et menneske, som ønsker at dø - det hører jeg i hvert tit fra folk, som tvivler på, om de er i stand til det. Men man lærer det hurtigt gennem rådgiveruddannelsen, og fællesskabet er så solidt på Livslinien, at man aldrig føler sig alene på en vagt eller i en samtale for den sags skyld."
Læs mere om at blive frivillig på www.livslinien.dk/bliv-frivillig
Ansøgningsfrist den 10. september 2024.