Ny vicebestyrelsesleder har været en del af Livslinien i over tyve år. Provst Sofie Frost Bondorf startede som frivillig rådgiver under teologistudiet.

“Jeg vil jo naturligt være en af traditionsbærerne, da Livslinien har været med mig det meste af mit voksenliv”

Sådan lyder det fra Sofie Frost Bondorf, som netop er indtrådt som vicebestyrelsesleder i Livsliniens bestyrelse i forbindelse med en større rokade, hvor fire ud af syv medlemmer efter mange år går på velfortjent ”pension” på samme tid. På grund af den store udskiftning, har Sofie sagt ja til at blive en del af ledelsen i Livsliniens bestyrelse, med Susanne Philipson som bestyrelsens leder. Dette efter knap tyve år som menigt bestyrelsesmedlem.

Sofie, som for nylig er blevet provst, har arbejdet i præsteembedet næsten lige så længe, som hun har været en del af Livslinien. Tilbage i 2001 meldte hun sig som frivillig telefonrådgiver. På grund af familieforøgelse havde hun ikke den samme tid til rådighed og måtte stoppe som frivillig rådgiver fire år inde i sin frivillighed. Kort tid inden da, havde der åbnet sig en mulighed for, at en frivillig kunne få en plads i bestyrelsen. Den plads ’tog’ Sofie, og hun har holdt fast i den lige siden. 

Livslinien: Hvorfor meldte du dig som frivillig rådgiver dengang for 23 år siden?

“I de sidste år af min studietid begyndte jeg at tænke på, at når jeg om lidt skulle til at være præst, så skulle jeg kunne tale med alle slags mennesker i alle slags situationer. For mig stod det at tale med et menneske, som vil tage sit eget liv, som noget af det allerværste, jeg kunne forestille mig, og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle bære mig ad med det. Jeg så tilfældigvis et opslag om, at Livslinien søgte flere frivillige og følte, at jeg blev nødt til at melde mig, så jeg kunne blive klar til at møde ‘virkeligheden’- og så var jeg så heldig at blive godkendt. Det der så viste sig at blive den store opdagelse for mig var, at det slet ikke var så absurd vanskeligt at tale med mennesker, der har selvmordstanker. Så ja - den unge teolog opdagede, at et menneske er et menneske, men at nogle mennesker bare har det rigtig skidt på nogle tidspunkter i deres liv, og når man har det rigtig skidt, så har man brug for at snakke med nogen. Livslinien er så et af de steder, hvor man kan få luft for svære tanker og følelser”.

Livslinien: Hvad har din tid som frivillig betydet for dig?

“Mit frivillige arbejde på Livslinien kom til at betyde rigtig meget for mig. Jeg blev klogere på mange ting. Det var i høj grad menneskelig dannelse af mig selv og en rigtig god forberedelse til at blive præst. Når man rådgiver på Livslinien, så lærer man, at der er mange ting, som påvirker os i livet: død, sygdom, familiesplittelser, ja alle mulige ting. Gennem mange samtaler får man opbygget en ro i forhold til, at sådan noget kan vi godt tale om. Det hjalp mig meget, da jeg blev præst. Derudover har jeg faktisk altid tænkt, at som frivillig på Livslinien fik jeg rent menneskeligt mere, end jeg gav. Jeg sidder og tager en telefon, og så er der nogen i den anden ende, der tør vise mig den tillid at dele deres livshistorie med mig. Ting som de ikke deler med alle mulige, men kun ganske få udvalgte, og så blev jeg en af de udvalgte til deres fortrolighed. Det synes jeg, at der var noget meget stort ved, og det forpligtede jo også. Det er mennesker, der har oplevet ting i deres liv og stået i situationer, som jeg har været heldig ikke at stå i. Når de så kontakter Livslinien, så er det jo med et håb om, at situationen kan forbedres på en eller anden måde - og det håb synes jeg var en kæmpe gave at få forærende”.

Livslinien: Hvad var de vigtigste årsager til, du meldte dig ind i bestyrelsen?

“Jeg har i mange år haft interesse for organisatorisk arbejde og ender ofte på en eller anden måde med at arbejde med noget organisatorisk. Derudover synes jeg, det er et enormt vigtigt arbejde, og at der en virkelig god ånd på Livslinien, som jeg har haft meget glæde af. Den ville jeg gerne være med til at støtte op om, da jeg blev nødt til at stoppe som frivillig. Det var en mulighed for stadig at være en del af Livslinien, men hvor jeg ikke skulle lægge helt så mange timer. På den måde kunne jeg også bidrage til at videreføre de ting ved Livslinien, som jeg syntes var særligt gode - jeg synes blandt andet, at rammerne på Livslinien altid har været meget velfungerende. Hvis rammerne fungerer godt, så er det også lettere at udfylde dem. Og så har jeg også altid været imponeret over den måde, Livslinien agerer med frivillige. For det første i forhold til at klæde rådgiverne på til opgaven, som defineres gennem rådgiveruddannelsen. Når man møder ind som rådgiver på en vagt, så ved man, hvad man skal, og hvis der er noget, man er i tvivl om, så ved man, hvor man skal spørge. Der bliver taget hånd om de frivillige rådgivere både fagligt og menneskeligt, hvilket er rigtig godt, når man udfører en særlig svær opgave”.

Livslinien: Hvad fik dig til at sige ja til posten som vicebestyrelsesleder, og hvilke forventninger har du til den nye titel?

“Jeg har ikke nogen faste forventninger, men nu er det heller ikke sådan, at Susanne og jeg har siddet og sagt - nu er det vores tur, nu skal vi til - det er jo fordi, at det var sådan det blev på grund af situationen med den store udskiftning. Selvom jeg er en af dem, der har siddet længst tid i bestyrelsen, har jeg jo ikke været tæt på bestyrelseslederposten før - der har været nogle andre meget, meget engagerede, der har taget sig af det, og så har jeg været en af de menige bestyrelsesmedlemmer. Men så er der så sket det forholdsvis tilfældige, at over halvdelen af bestyrelsen har valgt at trække sig i år - så en ret stor udskiftning på én gang. Da vi er to, der bliver siddende, og vi til og med har en række år på bagen i bestyrelsen, så er det naturligt, at det er os, som kender Livslinien og historien, der træder ind på ledelsesposterne i bestyrelsen. Til møderne vil jeg være en af traditionsbærerne, da Livslinien har været med mig det meste af mit voksenliv. De nye bestyrelsesmedlemmer kommer sikkert hurtigt ind i arbejdet og organisationen, og med deres forskellige baggrunde tror jeg, det er et rigtig godt match. Men de nye kender jo ikke Livslinien på samme måde, som Susanne og jeg gør, og der får vi da lidt af en opgave med at skulle fortælle, hvad Livslinien er. Det giver da et særligt ansvar, synes jeg”.

Livslinien: Hvilke forventninger har du til bestyrelsens arbejde fremadrettet?

“Livslinien er jo blevet en stor organisation, og så er det noget med hele tiden at holde samling, selvom den har den størrelse, den har. Efter der er kommet to afdelinger, skal der især være fokus på, at selvom vi nu er fordelt på to adresser, så skal vi være én samlet Livslinien. Der må gerne ske en udvikling i organisationen, men det skal være en harmonisk udvikling. De nye bestyrelsesmedlemmer kommer jo nok med en masse ideer, og det er rigtig godt. Det skal bare ikke være sådan, at Livsliniens sekretariatsansatte og frivillige føler, at forandringerne bliver trukket ned over hovedet på dem i deres daglige arbejde - forandringerne skal ske i samarbejde med resten af organisationen, hvor direktøren Jeppe Kristen Toft bliver bindeleddet. Der sidder også to repræsentanter fra frivilligstaben med til bestyrelsesmøderne og tidligere har der også været sekretariatsansatte og fortælle kort om hvad de arbejder med. Det synes jeg er godt i forhold til at kende til sekretariatets og de frivilliges arbejde, og hvad synes fungerer og ikke fungerer. En organisation bliver jo løftet af, at medarbejderne synes, at det de laver er meningsfuldt, og at de på en eller anden måde kan være med til at præge deres arbejdsgang”.

Livslinien: Du siger, at du er traditionsbærer. Er det vigtigt for dig, at traditioner holdes i hævd?

“Jeg synes, at det er vigtigt at bevare den gode ånd og den gode kultur, så på den måde er jeg traditionsbunden. Det har altid været kendetegnet ved Livslinien, at kulturen er god, og det skal vi holde ved lige. Jeg er ikke lukket for, at der kan ske noget nyt, men, som jeg nævnte tidligere, så bør det vokse organisk ud af det, som allerede er der, og ikke ved kæmpe skift. På den måde får man flest med. Noget af det, jeg har talt meget for at bibeholde er, at bestyrelsen også skal arbejde frivilligt, så der er frivillighed på flere niveauer i organisationen – for Livslinien bygger på frivillighed. Der bliver selvfølgelig nødt til at være lønnet personale i sekretariatet, ellers hænger det ikke sammen, men jeg synes ikke, at bestyrelsen skal have høje vederlag, når der er mange mennesker, der møder frivilligt ind hver dag og tager imod henvendelser fra mennesker med svære problemer. Jeg tror, det har en betydning for mange, at bestyrelsen er frivillig, når nu vi præsenterer os som en frivillig organisation”.

Livslinien: Hvilke tanker gør du dig i forhold til bestyrelsens politiske engagement?

“Hvor politisk Livslinien skal være afhænger af mange ting, synes jeg. I bund og grund er vi jo afhængige af nogle penge, og derfor er vi nødt til at arbejde politisk. Det giver også god mening at gøre opmærksom på vigtigheden af selvmordsforebyggelse til dem, der har magt i andre sammenhænge, end Livslinien har. Det er et stort arbejde, som har fyldt i forskellig grad i min tid i bestyrelsen. Personligt har jeg ikke selv været aktiv i det politiske bestyrelsesarbejde. Det har ikke været et bevidst fravalg, det var der bare andre, der gjorde. Det politiske arbejde kan være ressourcekrævende og sluge meget tid, så det er jo hele tiden en balancegang. I forhold til at udbrede Livsliniens overordnede mission, så gør vi det jo på mange forskellige måder udover det politiske. Først og fremmest gennem vores rådgivning, som henvender sig til dem, der konkret har brug for hjælp i den givne situation, men også gennem undervisning. Når Livsliniens rådgivningsfaglige medarbejdere tager ud og underviser fagpersoner i selvmordsforebyggelse, så deler vi jo vores viden og indsigt med en masse mennesker, som har med en masse andre mennesker at gøre. Samtidig har vi en stor gennemstrøm af frivillige, som Livslinien bruger rigtig mange ressourcer på at rekruttere og uddanne, men som også bærer deres viden med sig ud i samfundet og på den måde er ambassadører for selvmordsforebyggelse. Hvis man kan lave en opmåling af, hvor langt Livslinien egentlig når ud, så er det faktisk virkelig langt - gennem undervisning, uddannelse af frivillige, gennem kampagner og politisk arbejde. Alt dette er vigtigt i bekæmpelsen af selvmord. Jo flere, der er med til at nedbryde tabuet om selvmord, desto lettere bliver det for den enkelte at dele sine tanker med andre, og så er der større håb for, at vedkommende ikke gør alvor af sine tanker”.

Tak til Sofie Bondorf for de mange år i Livsliniens bestyrelse og for at have mod på og lyst til at tage rollen som vicebestyrelsesleder.

Den nye bestyrelse består nu af bestyrelsesleder Susanne Philipson og vicebestyrelsesleder provst Sofie Frost Bondorf. Cecilia Garibaldi, sekretariatschef i Aarhus Kommune; Solveig Dalgaard, juridisk rådgiver; Henrik Rindel Gudbergsen, læge og Lars Østergaard, Marketing Lead, tiltræder som nye medlemmer af bestyrelsen.

Forhenværende Souschef i Socialministeriet Frode Svendsen træder af efter ni år som formand og 18 år i bestyrelsen. Derudover træder professor i psykiatri Merete Nordentoft af som næstformand og advokat Mads Thyregod, samt pensioneret socialpædagogisk konsulent Elsebeth Hytten også ud af bestyrelsen.