Frede har været frivillig på Livslinien i 25 år: “Jeg synes, det er en god fornemmelse, at jeg, med det jeg kan og ved, kan få nogle mennesker til at få en bedre tilværelse”
Frede i Livsliens lokaler i Vendersgade i 1999. Frede sidder med en notesbog angiveligt på videreuddannelse eller kursus.
Af Josephine Marcher
Året er 1999. Organisationen Livslinien har eksisteret i fire år.
Alle rådgivningssamtaler foregår i det samme rum, hvor der står tre fastnettelefoner med et stort håndholdt rør og en snoet ledning. I stedet for glasvægge, sidder hver rådgiver bag en såkaldt spansk væg, som er en stor opslagstavle på hjul, og dermed kan alle rådgivere tydeligt høre hinanden under samtalerne. Lokalerne ligger lige oven over København Kommunes varmecentral, og varmen fra rørene stiger op i lokalerne med det udfald, at der er en dejlig temperatur om vinteren og nærmest uudholdeligt varmt om sommeren. Vinduerne står åbent ud til den travle gade året rundt.
Det er telefonrådgiveren Frede, der tager os med tilbage i tiden. Han griner let, når han fortæller om den ekstra varme, der fyldte rummet hen over sommermånederne i Livsliniens tidligere lokaler i Vendersgade i indre by i København:
“Der var slet ikke så mange opkald som i dag. Vi (Livslinien) var jo ret nye, så der var ikke ret mange midler til kampagner, så folk kunne lære rådgivningstilbuddet at kende, og der var også kun åbent i fire timer. Vi skulle være to på vagt, og havde tid til at snakke med hinanden. Jeg husker stemningen som ret hyggeligt - vi havde det godt med hinanden, og der var en fælles følelse af, at vi tog opgaven alvorligt”.
Da Frede blev ansat som frivillig rådgiver tilbage i 1999 var telefonrådgivningen det eneste rådgivningstilbud på Livslinien. Senere i 2006, i forlængelse af internettets udvikling, kom mailrådgivningen - samme år flyttede Livslinien til de nuværende lokaler i Nyhavn.
I 2006 lykkedes det også Livslinien at komme på finansloven. I 2014 vandt chatrådgivningen indpas på Livslinien.
I dag er det de samme tre rådgivningstilbud, som frivillige kan vælge imellem, når de starter på Livslinien.
Telefonrådgiver i lokalerne i Vendersgade i København omkring 1998/1999 med. Livsliniens første adresse lå på Nørre Søgade
ikke langt fra Vendersgade.Umiddelbart en vinterdag, da kvinden er iført en tyk trøje på trods af varmerørerne under lokalet.
Langt over gennemsnittet
Med 25 år som frivillig er Frede Livsliniens længst siddende rådgiver. En VIVE-Undersøgelse* viser, at frivillige på social- og sundhedsområdet i gennemsnit er frivillige i 8,9 år. Forskerne har ikke undersøgt, hvor mange år danskerne i gennemsnit er frivillige i samme organisation, men en ting er sikkert - Frede ligger langt over gennemsnittet.
Frede beskriver sig selv som en mand, der har en stor vilje og som aldrig har bøjet sig for autoriteter. Han er også en mand med et meget stort hjerte, og som vil andre mennesker det bedste. Han vil hellere lytte til andre, end han vil tale om sig selv, og så elsker han at bruge tiden som pensionist sammen med sin kone, som han har boet sammen med i 49 år. Sammen går de til kulturelle arrangementer, spiser ude og tager på rejser, og får også holdt sig friske gennem motion.
I 25 år har Frede været telefonrådgiver med vagter både dag og nat, og der igennem har haft utallige samtaler med mennesker, der havde brug for nogen at tale med om sine selvmordstanker. Da Livsliniens online vagtsystem blev indført mange år efter Frede blev ansat, kan vi kun spore hans samtalehistorik tilbage til 2014, men vi estimerer, at han har haft mere end 3000 samtaler gennem 25 år på Livslinien. Samtaler, som kan have afgørende betydning for, at et menneske i livskrise har fået fornyet håb for tilværelsen.
At hjælpe andre menneskers mulighed for at klare sig godt i livet, har altid haft en stor betydning i Fredes liv, fortæller han. Han var oprindeligt uddannet radiomekaniker, og et job i den internationale virksomhed IBM bragte ham fra barndomsbyen i Sønderjylland til hovedstaden. Men han ville noget med mennesker, og uddannede sig syv år senere til pædagog og arbejdede i mange år som børnehaveklasseleder og leder for et større fritidscenter i Albertslund.
Sideløbende med frivilligheden har Frede vikarieret i forskellige stillinger på Livslinien, når der har været brug for det. Da han for flere år siden blev pensioneret, fik han mere fritid, og har derfor glædeligt arbejdet som vagtkoordinator, bidraget til implementering af online databaser og andre opgaver i sekretariatet i kortere eller længere perioder gennem årene. Ifølge Frede er det de mange forskellige kasketter, der har medvirket til, at han nu kan markere 25 års jubilæum på Livslinien:
“Jeg har haft berøring med mange funktioner i sekretariatet gennem tiden. Jeg havde nok ikke været på Livslinien i så mange år, hvis ikke jeg havde været så meget involveret, som jeg har. Dét, at jeg har kunne bruge mine evner på mange forskellige områder på Livslinien betyder meget for mig. Jeg synes, det frivillige arbejde er væsentligt, men jeg tror jeg ville være slidt op på en eller anden måde, hvis jeg kun havde ført samtaler i alle de år”, fortæller han.
Personlig oplevelse var en del af motivationen
Fredes mange års erfaring som henholdsvis pædagog og leder har bragt ham i situationer med svære samtaler med mange forskellige mennesker, hvilket betød, at han besad de rette kompetencer til at blive frivillig på Livslinien, men det var den personlige erfaring med selvmord, der fik ham til at søge ind som frivillig.
Frede har selv haft selvmord tæt inde på livet. En nær ven til ham og hans kone havde taget sit liv tilbage i 1998, fortæller han:
“Jeg havde sendt en ansøgning i december 1998. En af mine nære venner havde kort forinden taget sit eget liv. En måned efter hans død så jeg en annonce i Politiken, hvor Livslinien søgte flere frivillige. Der var noget, der hang sammen der. Vores vens selvmord og den selvmordsforebyggende indsats hos Livslinien. Så den søgte jeg”.
Den personlige oplevelse virker umiddelbart ikke til at tynge Frede på nogen måde. Heller ikke de mange svære samtaler, som han har haft gennem tiden. Han er ikke sådan at slå ud af kurs og beskriver sig selv som menneske med en stærk psyke. Derfor er det heller ikke mange samtaler, der er blevet hængende i hukommelsen, fortæller han:
“Det er ganske få samtaler, der har sat sig på en eller anden måde - men generelt har jeg det med at slette samtalerne fra hovedet, når jeg går ud ad døren på Livslinien - ellers ville man ikke kunne rumme de mange triste skæbner”
Der er dog en samtale, som ikke er gået i glemmebogen:
“Det var en af de allerførste samtaler. En mand ringede og sagde, at han var i gang med at skade sig selv. Pludselig sagde han “av av, det bløder!”, og så smækkede han på. Få minutter senere ringede han igen og sagde: “Blev du bange?”, fortæller Frede med en mild latter:
“Det var en, der tog fis på mig. Jeg tror, jeg husker den samtale på grund af chokket over at tale med en, der var ved at tage sit eget liv, og det så viste sig ikke at være tilfældet alligevel”
De positive samtaler fylder heldigvis en hel del i samlingen. Samtaler, hvor Frede
“Jeg lever så at sige på de henvendelser, hvor jeg har kunnet gøre en forskel. Det er dem, der gør, at jeg bliver ved med at være frivillig på Livslinien. Det er jo derfor, jeg er her. Jeg synes, at det er en god fornemmelse, at jeg med det jeg kan og ved, kan få nogle mennesker til at få en bedre tilværelse. Til at få hjælp. Det er jo sådan set det, jeg har brugt hele mit voksenliv på - at hjælpe med at få det bedst mulige ud af andre mennesker, siger Frede.
Telefonrådgiver Frede foran telefonrummene i Livsliniens lokaler i København, februar 2024
Har oplevet udviklingen indefra
I dag, 25 år efter at Frede første gang trådte ind på Livslinien med ønsket om at hjælpe mennesker i livskrise, kan han se tilbage på en tid, hvor der er sket en stor udvikling. Både for Livslinien som organisation og i samfundet i forhold til det selvmordsforebyggende arbejde - der er ikke blevet mindre brug for Livsliniens rådgivning gennem tiden, fastslår han.
Henvendelserne er kun blevet flere og flere og mange henvender sig med tungere problematikker og samtalerne er i højere grad præget af håbløshed end tidligere, fortæller Frede:
“Jeg tror, selvmordsforebyggelse er blevet vanskeligere at have med at gøre. Som jeg ser det, er behovet for psykiatrisk hjælp, herunder hjælp til selvmordsproblematikken, jo umådeligt stigende. Samtidig med har flere og flere den oplevelse, at de ikke bliver hjulpet eller hørt, men derimod afvist. Jeg har taget imod utallige henvendelser, hvor folk har været fortvivlede, fordi de er blevet afvist på en psykiatrisk afdeling. De henvender sig i psykiatrien, fordi de har det så svært, at de ikke kan se nogen anden udvej end selvmord. Så får de lov at få en seng en enkelt nat, hvorefter de bliver sendt hjem. De kontakter Livslinien, fordi de ikke ved, hvad de skal stille op”, siger han.
Frede fortæller også, at der er flere børn og unge, der gør brug af Livsliniens rådgivning, end i hans første tid som rådgiver. Især efter chatrådgivningen blev indført for snart 10 år siden.
Organisatorisk er der sket mange positive fremskridt gennem årene, synes Frede. Eksempelvis er en rådgiveruddannelse med et højt niveau blevet en fasttømret del af organisationen og er med til at kvalificere de frivillige i højere grad. Dertil er der kommet mulighed for at de frivillige kan videreuddanne sig og deltage i oplysende temaaftener, hvilket han ser som yderst positivt for udviklingen.
Han nævner også åbningen af natrådgivningen som et tiltag, der har haft stor betydning for Livsliniens udvikling.
Da Livslinien fik finanslovsbevilling til at holde åbent om natten i 2014, kunne rådgiverne dels besvare flere henvendelser, men det blev også lettere at rekruttere nye frivillige, fortæller Frede.
Før bevillingen gjorde det muligt at tilbyde lønnede nattevagter, skulle de frivillige nemlig forpligte sig til at tage mindst én nattevagt om måneden. Det fik mange ansøgere til at skifte mening i sidste øjeblik. Derfor er Frede glad for, at Livslinien sidste år fik permanentgjort bevillingen til holde åbent om natten.
Livslinien rekrutterer flere frivillige to gange årligt, og Frede kan kun opfordre andre til at blive hans kollega:
“Søg! Det er et vigtigt stykke arbejde, så hvis man tror og mener, at man har noget at byde ind med, så synes jeg, at man skal søge”.
På trods af, at Frede snart runder sit leveår nummer 79, har han ikke planer om at stoppe med at være frivillig på Livslinien. Han bliver så længe fysikken tillader det. Heldigvis for Livslinien og de mennesker, som gør brug af Livsliniens rådgivning, viser undersøgelser, at flere i den ældre generation fortsætter med det frivillige arbejde i mange år, og at ældre frivillige i gennemsnit bruger klart mere tid på det frivillige arbejde end deres yngre kollegaer*
Derfor ser vi frem mod at have Frede som frivillig flere år endnu.
Når Frede bliver spurgt til, hvad han håber for Livsliniens fremtid lyder det:
“Forhåbentlig, at der ikke er brug for Livslinien længere, men det kan jeg vist godt glemme! Min forhåbning er, at vi kan fortsætte med at eksistere og udvikle vores produkt og fortsat få frivillige ansat. Jeg kan mindes nogle perioder, hvor det har været rigtig svært at rekruttere frivillige, og hvor det har været svært at få dækket vagterne. Ved de sidste rekrutteringer, har det heldigvis set fantastisk ud, og dét at vi nu har frivillige i både København og Aarhus gør, vi kan hjælpe mange flere mennesker”, siger han.
Stor tak til Frede for de mange år på Livslinien.
*Bog, Gør frivilligt arbejde samfundet bedre?
