Radiovært Anders Bøtter: “Vi skal have afmonteret farligheden ved at snakke om selvmord”

Radiovært Anders Bøtter på 43 mistede i starten af 2023 sin mor til selvmord efter et kortvatigt psykiatrisk sygdomsforløb på knap to år. Han kender nu til den gennemgribende og invaderende sorg, mange oplever som efterladt til selvmord, og derfor har han sagt ja til at give et interview til Livslinien. Han håber, at han med sin fortælling kan være med til at åbne op for, at flere tør sætte ord på de svære tanker og følelser, så de kan få hjælp i tide: 

“Vi skal have afmonteret farligheden ved at snakke om selvmord, fordi flere mennesker dør af selvmord, end der dør i trafikken hvert år, og vi kan sagtens snakke om, at man eksempelvis har mistet sin bedste ven i en trafikulykke. Af en eller anden grund har vi sværere ved at snakke om, at man har mistet sin bedste ven til selvmord.” 

Anders Bøtter tror, at tabuet kommer af, at man gennem historien har set på selvmord som en synd, der har medført føleser af skyld og skam, fordi selvmordet for mange også hænger sammen med et frit valg om ikke at leve mere. Men Anders ser det ikke som noget frit valg, når nogen er kommet så følelsesmæssigt langt ud, at selvmord føles som den eneste løsning på problemerne. 

For hans mor var det heller ikke et frit valg, pointerer han. Hun havde en psykisk sygdom, og det var sygdommen, der i sidste ende tog livet af hende. 

Følelsen af skyld har også meget at skulle have sagt i forhold til tabuet om selvmord, fortæller Anders: 

“Vi spørger automatisk os selv, om vi har nogen skyld i selvmordet. Den skyld er vigtig at få blødt op, men det kan vi kun, hvis vi taler om det. Vi skal have normaliseret det at tale om at være efterladt til selvmord”, siger han. 

Anders ønsker at bruge sin offentlige stemme til at skabe forandring og bruger også nogle gange muligheden for at tale om de svære emner i sine radioprogrammer. I programmerne ‘Portrætalbum’ på Radio4 og heavy metal-podcasten ‘Sort Søndag’ på DR, deler han gerne egen fortælling, når det passer ind - det er vigtigt, at mennesker har nogen at spejle sig, jeg håber, at jeg kan hjælpe andre ved at dele min historie, fortæller han: 

“Jeg når nogle gange ud til nogle lyttere, som selv kæmper med mental sundhed, psykisk sygdom og andre psykiske udfordringer. Jeg er meget opmærksom på, at bare jeg siger et lille pip, så føler de sig set. Derfor synes jeg, det er vigtigt, at jeg i de rette doser også fortæller min historie.”

Han ved, at det betyder noget for dem, der lytter til programmerne eller følger med på hans sociale medier, for folk deler deres egne historier med ham om at være efterladt til selvmord. Derfor synes han også, at det er vigtigt at være med til at nedbryde tabu om selvmord, så det kan blive nemmere for efterladte og mennesker med tanker om selvmord at tale om det til deres familie, venner og bekendte, så de kan få afløb for de svære følelser, der følger med. 

Et liv revet i stumper og stykker

Anders beskriver morens sidste tid som et virvar af følelser og tanker - et rod af dimensioner. Han så sin mor tabe sig selv og forsvinde ind i psykisk sygdom for øjnene af familien. Ingen kan finde ud af, hvad hun fejler, og det hele bliver vildere og vildere og meget skørt, forklarer han. Han og psykiatrien har en mistanke om, at hun led af en bipolar lidelse, men hun nåede aldrig at få en diagnose.

Før han fortæller om hendes sidste tid, fortæller han, at han ikke vil huske sin mor for de sidste to år af hendes liv. Han vil huske hende for den hun var før sygdommen, og det er et meget bevidst valg. 

Han husker sin mor som et menneske med stor livsglæde og appetit på livet, og som blandt andet var en stor inspiration i forhold til at bruge sproget kreativt. Hun var til tider en naiv drømmer, der eksempelvis kunne tale om at ville åbne et galleri i New York på trods af, at hun var 62 og havde boet hele sit liv på en lille ø i det sydfynske øhav. 

Han husker hende for er alt det modsatte af, hvad sygdommen gjorde hende til. Den fjernede hendes fightermentalitet og livsappetit. Den fjernede hendes håb og drømme, fortæller han. 

Når han ser tilbage på morens liv de to år op til hendes død, kan han se, at det var en tid med enormt store forandringer og tab af identitet. Hun havde levet et roligt liv sammen med Anders’ far i et hus på Sydfyn de sidste 40 år. To år før hendes selvmord bliver hun folkepensionist og siger farvel til sit arbejde som lærer - et arbejde hun var meget passioneret omkring, og som var en stor del af hendes identitet. I dag tror Anders, at det egentlig kom som et chok for hende, hvor stort et tab det var for hende at forlade sin arbejdsplads og sine elever. 

I samme tidsrum bliver hun taget i at være faren utro, og hun beslutter at lade sig skille, flytte fra faren og sælge huset. Store voldsomme forandringer for en kvinde, der ellers har levet et stille liv som lærer og kunstmaler, med få udsving i tilværelsen: 

“Når jeg lige træder to skridt tilbage og ser tilbage på hendes sidste tid, så bliver jeg helt forpustet. Jeg forstår godt, at hun ikke kunne navigere i det, og hvordan det kunne lede til psykisk overbelastning. Vi blev aldrig kloge på, hvad der var galt med hende, men hun blev helt klart et menneske, der tabte rigtig meget rundt om sig af egen drift. Hun sælger blandt andet huset og skal bo alene for første gang i en alder af 66, hvilket også kom som et chok for hende. Det må da kunne knække ethvert menneske i hendes alder”, fortæller han og tilføjer: 

“Hun mister fuldstændigt fodfæste. Jeg ser det som en vesterhavsbølge, der fælder hende nede ved anklerne og suger hende med ud på åbent hav, hvor det er meget svært at svømme”.  

Det bliver en lang og svær periode for Anders´mor og familien omkring hende. Hun får det dårligere og dårligere og bliver mere og mere svær at kommunikere med. I den tid skriver hun også afskedsbreve, som familien finder. Stort set ingen af dem er færdige. Det er løsrevne noter, hvor der på nogle kun står enkelte korte sætninger, som vidner om, at hun var et menneske, der i denne tid ikke hang sammen. Alt var gået i stumper og stykker for hende. 

For Anders´mor var livet blevet uoverskueligt at opretholde. Hun forsøger at finde årsager til, hvorfor hun har det, som hun har det, og bliver overbevist om, at der er flyttet dæmoner ind i hende. 

En vinterdag bliver skelsættende for Anders i forhold til at forstå alvoren i hendes livskrise, da hun kører forvildet rundt og bliver stoppet og hjulpet hjem af politiet.  

Faren havde kort forinden fundet en afskedsnote og konfronteret hende med det. Men hun havde revet papiret ud af hånden på ham og benægtet, at der var noget galt. 

De skulle ikke bekymre sig om hende. 

Det er på dette tidspunkt, at det står klart for Anders, at hans mor har det rigtig dårligt og er selvmordstruet. Men han har svært ved at tage den svære samtale og spørge ind til selvmordsforsøget og brevet, hvilket han godt kan ærgre sig over i dag: 

“Når jeg tænker tilbage, så ville jeg ønske, at jeg havde spurgt konkret ind: Vil du gerne tage dit eget liv? Eller hvorfor har du prøvet at tage dit eget liv? Men jeg følte også et sted, at det ikke var min opgave. Jeg skal være der som en søn og vise kærlighed, forståelse og empati. I dag arbejder jeg med min psykolog om, at jeg skal huske at klappe mig selv enormt meget på skulderen i forhold til, hvad jeg forsøgte at gøre for at hjælpe hende. Jeg skal ikke dunke mig selv oven i hovedet med, hvad jeg kunne have gjort. Jeg skal hellere kigge på det, jeg rent faktisk gjorde, hvilket ikke var så lidt. Jeg ringede til mere end 30 psykologer for at få en akuttid til hende, samt ringede konstant til Svendborg psykiatrisk for at få en vurdering fra hendes kontaktperson og alle de her ting, man gør som pårørende”, fortæller han. 

Anders er ret sikker på, at hans mor ikke har haft tanker om selvmord tidligere i livet. Det er den indre smerte, hun oplever i forbindelse med livskrisen, som får hende til at miste håbet. 

Troede jo hun var i bedring

I tiden op til morens død bliver hun indlagt på en åben psykiatrisk afdeling. Men hun havde ikke lyst til behandling, og familien kæmpede for at få hende til at forblive indlagt. Hun blev svær at føre en samtale med, og fik også arrangeret, at få besøg på psykiatrisk af folk med tilknytning til det danske frikirkemiljø. De skulle lave en dæmonuddrivelse på hende. Hun var ifølge Anders kulturkristen og havde også været medlem af et menighedsråd, men havde ikke tidligere været tilknyttet frikirkemiljøet. 

Det var svært for familien at stå på sidelinjen til morens livskrise, og gjorde alt, hvad de kunne for at hjælpe hende bedst muligt. Pludselig oplevede Anders tegn på bedring hos moren. De så hinanden, da Anders vandt en radio-pris i december måned, og her var hun mere nærværende, end hun har været i halvandet år, husker han: 

“Jeg synes, at jeg kan mærke en eller anden form for bedring - en meget lille opblomstring om man vil. Hun kan føre en samtale og holde fokus bedre, end hun kunne tidligere. Hun spørger interesseret ind til mit liv, hvilket hun ikke har gjort i månedsvis. Dog husker jeg, at da jeg sagde til hende, at jeg kunne mærke hun havde det bedre, så svarede hun, at det synes hun ikke selv. Det gjorde mig ret urolig, husker jeg, men samtidig følte jeg, at hun på dette tidspunkt var langt fra den person, som tidligere havde taget tilløb til at tage sit eget liv”.

Selvom Anders vidste, at hun aldrig ville blive den gode mor igen fra før sygdommen, så var han ved bedre mod i forhold til en bedring den dag i december, som blev den sidste gang, han så hende. 

Knap to måneder senere forsøgte moren igen selvmord, og denne gang overlevede hun ikke. 

For mange kan det lyde paradoksalt, men på Livslinien ved vi,  at det ikke er ualmindeligt, at et menneske i dyb krise forsøger at tage sit eget liv, mens man som pårørende troede, at det hele så ud til at gå meget bedre. 

Der findes to scenarier, som kan ligge til grund for, at et menneske tager sit eget liv på trods af synlig mental bedring. 

Det første scenarie er, at den tilsyneladende bedring kan være et udtryk for, at vedkommende har taget beslutningen om at tage sit eget liv. Det kan gøre, at bekymringerne om det smertefulde, som de gerne vil væk fra, aftager, og derfor kan de fremstå lettede og i bedring. 

Det andet scenarie er, at mennesker, som har eller har haft en svær depression, handler på deres selvmordstanker, når de får det en smule bedre, fordi de oplever et fysisk overskud og får kræfter til at handle på de selvmordstanker, som stadig findes indeni dem. 

Uanset scenariet kommer det som chok for de pårørende.

Anders oplevede også morens selvmord som et kæmpe chok. Han har svært ved at huske, hvordan dagen konkret forløb efter nyheden om morens pludselige bortgang. 

Han fik nyheden at vide efter en gåtur med hunden: 

“Jeg plejer at lade min telefon blive derhjemme, fordi det skal være et totalt mentalt safe space - ikke nogle mails, ikke nogle forstyrrelser - bare mig, min kæreste og hunden. Da jeg kommer tilbage, kan jeg se, at min far har ringet flere gange. Han har også sms’et, at jeg skal ringe til ham. På grund af min mors sygdom reagerede jeg prompte på det. Det måtte være vigtigt. Da jeg ringer tilbage til ham, fortæller han, at min mor har begået selvmord. Vi begynder begge to at græde. Jeg sætter telefonen på medhør, fordi min kæreste kan se, at der er et eller andet helt galt. Jeg kan mærke, at jeg ikke kan genfortælle det.” 

I næste nu går Anders i “fixer-mode”, som han kalder det, når han tænker praktisk i følelsesmæssige hårde situationer. Det er vigtigt for ham, at hans søskende får det at vide hurtigst muligt, og at der er nogen i nærheden til at passe på dem, der hvor de er. 

Resten af aftenen var én stor tåge. Han ved, at ham og hans kæreste så “dum” TV for at slå tankerne fra. De spiste is til aftensmad, hvilket han heller ikke husker, og det undrer ham, for han elsker is, fortæller han med et smil. 

Han har også meget svært ved at genkalde følelserne fra om aftenen, den dag hans mor døde. Det er som om hans hjerne har slettet en stor del af hukommelsen. Men han glemmer ikke den støtte han har oplevet fra familie og venner i tiden efter, og især fra hans kæreste, som blandt andet har skabt et trygt rum til, at han har kunne gennemgå en masse svære følelser. 

I skrivende stund er det ni måneder siden, at Anders´mor tog sit eget liv, og han og resten af familien står uforstående tilbage med et afskedsbrev og en masse spørgsmål, som aldrig vil blive besvaret.  

Nogle af de spørgsmål, som stadig rumsterer inde i Anders, godt ni måneder efter hendes selvmord, er spørgsmål som, “havde hun i deres sidste samtaler allerede planlagt at tage herfra?”, “kunne han have opdaget tegnene, og dermed afværget selvmordet?”.  

Især det sidste spørgsmål kan han i dag gruble en del over: 

“Når jeg tænker tilbage, kan jeg finde på at sidde og forsøge at finde ud af, hvornår hun mon gav mig det sidste tegn. Et eksempel er, da jeg havde lige vundet en pris for årets radioprogram for ‘Portrætalbum’ på Radio4. Min mor havde skrevet et kort til mig med lykønskninger og ord om, at hende og min far var meget stolte af mig. Det var et brev, der rørte mig meget. Efter selvmordet har jeg analyseret på blikket hun havde, da hun gav mig kortet. Vidste hun mon på dette tidspunkt, at det ville blive det sidste kort jeg nogensinde ville komme til at modtage af hende? Det er forfærdelige tanker at ligge og bokse med, for du får aldrig nogensinde svar på det - det bliver bare et hamsterhjul af sorg og tristhed. Men  jeg kan heldigvis også glæde mig over, hvad hun skrev i kortet. Men jeg bliver ved med at tænke over blikket! Vidste hun den 19. december 2022, at hun ville tage sit eget liv nogle måneder senere?”

Sorgen kommer i bølger

Efter selvmordet tog Anders sig af mange praktiske ting, som mange efterladte kan stå tilbage med, såsom begravelsen. Da begravelse og økonomi var på plads, og han kunne lægge den praktiske funktion til side, begyndte han for alvor at mærke sorgen skylle ind over ham: 

“Det var ikke fordi, jeg havde været på toppen i den praktiske tid, men da det var slut, sad jeg tilbage med intet andet end en rungende tavshed. Der oplevede jeg min første giga bølge af sorg. Det gik bare nedad. Virkelig nedad. Jeg kan komme ovenpå, og så kan det gå ned igen. Bølger kan være surfbølger på Hawaii, andre kan nærmest være små krusninger på en lille stille dansk sø. De store og de er små, men sorgen kommer dælme i bølger”, fortæller Anders, som også husker at fortælle, at han ni måneder inde i processen er begyndt at føle øjeblikke af løsreven lykke, når han er til koncerter og han for en stund glemmer alt om, at hans mor ikke lever længere. 

Det er de små “highs”, han skal huske at tillade sig selv midt i den sorg, som er blevet hans følgesvend, fortæller han. 

Da han besøger Livslinien for at afgive dette interview, er han midt i en meget tung periode i sin sorgproces, men han er stadig optimistisk omkring, at det bliver nemmere at rumme sorgen: 

“Der skal nok komme nogle opture igen, men lige nu føles det som at slæbe på den tungeste sæk. Jeg forestiller mig sådan en gammeldags kartoffelsæk fyldt med kampesten, og det er en ny følelse. Så selv her næsten ni måneder efter hendes selvmord, kommer der nye former for sorg. Jeg har ikke prøvet den følelse før, og det er svært at skulle lære sit følelsesregister at kende.  Sorgen har ikke fundet sit leje endnu, og det glæder jeg mig lidt til, at den gør. Det er noget af det, jeg arbejder frem mod med min psykolog”, siger Anders.  

Hans råd til andre, der står eller kan komme til at stå i samme situation som ham, er at man skal passe på med at slå sig selv oven i hovedet med, hvad man kunne have gjort, for det er oftest ikke nogens skyld. Det er en hård erkendelse, at det er, som det er, og at man ikke kan få vedkommende tilbage, og derfor forsøger han også dagligt, at huske på, at han ikke skal dunke sig selv oven i hovedet med skyld: 

“Husk nu at være lidt blid og god ved dig selv. Det kan sagtens være i det helt små”. 

Det har også hjulpet Anders at anerkende og acceptere sine følelser, hvilket han blandt andet gør ved at skrive dem ned, når de opstår: 

“Skriv dem ned! Det har hjulpet mig. En lille seddel, hvor der eksempelvis står: “den 8. oktober - tristheden fylder alt” eller “den  7. november -  føler mig tung”. Man skal ikke kæmpe imod sine følelser. Det er ligesom at kæmpe imod en forelskelse - det lykkes sjældent”, siger han og fortsætter. 

“Og husk, at der ikke er nogen rigtig eller forkert måde at have det på. Du må gerne være rasende på den, der har forladt dig eller føle dig enormt trist. Du må også godt være sur på dig selv i perioder, så længe du husker at spørge dig selv, hvorfor du er det. Og snak med nogen! Snak så meget du kan! Jeg tror, at hvis vi åbner op for samtalen om at være efterladt til selvmord og selvmord mere generelt , så kan det sagtens være, at der er nogle selvmord, der kan undgåes. Jeg har ikke en naiv ide om, at hvis vi bare taler om det, så vupti, så kommer selvmordsraten ned på nul. Men det har stor betydning, at flere får viden om, hvor man kan henvende sig, og hvad man kan gøre for at forebygge selvmord." 

Stor tak til Anders Bøtter for at del sin historie. 

Livslinien får mange flere henvendelser, end de frivillige rådgivere kan nå at besvare. 

Derfor har vi brug for din hjælp cirka 12 timer om måneden.

Vil du være med på holdet af frivillige og hjælpe mennesker i livskrise?

Læs mere og send din ansøgning via Livsliniens hjemmeside