Forfatter Anna Juul: “Der er altid håb i en eller anden lille bitte målestok”

Anna Juul møder ind på Livslinien i København en sen mandag eftermiddag. Hun er klædt i sort fra top til tå og håret er kortklippet og farvet brunt med et skær af rød. 

Hun har sagt ja til at stille op til et interview til, fordi hun synes, Livsliniens arbejde er vigtigt. Omkring 600 mennesker i Danmark tager hvert år sit eget liv, og det tal bør være lavere, siger hun: 

“Jeg synes, at det er et voldsomt højt tal - også fordi det har været stabilt i relativt mange år, og at det mere end tre gange så mange, som dør i trafikken årligt. Samtidig er det min opfattelse, at man gør en langt større indsats for at undgå, at folk dør i trafikken. Eksempelvis sætter man ind overfor vanvidsbilister og fartgrænser på motorvejen og oplysningskampagner og så videre. Det synes jeg er ret bemærkelsesværdigt. Jeg har ikke et godt bud på, hvordan vi vender statistikken - men et godt sted at starte er at skrive det ind i regeringsgrundlaget, at man vil gøre noget ved selvmordsraten, og hvordan man vil gøre noget ved det”. 

Anna har selv erfaring med selvmordstanker og selvmordsplaner. Hun ved, hvordan det er at være fyldt op af en følelse af at have lyst til at gøre en ende på det hele, men ikke have nogen at sige det til, fordi det føles forkert at dele, hvordan man i virkeligheden har det. 

Hun ved dog også, at livet kan være værd at leve, og at der kan findes glæde og gode oplevelser mellem nedturene. Man må ikke give op. 

Anna Juul på 30 år er uddannet manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole i 2021. Hun har tidligere skrevet manuskripter til radiosatireprogrammet Den Korte Radioavis på Radio24syv. I år fik hun tildelt prisen som Årets Sundhedsdebattør, som den første nogensinde, og så er hun netop trådt ind i bestyrelsen hos Psykiatrifonden. 

Hun har udgivet tre bøger - et under sit alter ego Veronika Katinka Martzen, og to under eget navn. Den sidste bog “Superskurk” blev udgivet i starten af i år. 

Bogen ‘Superskurk’ er en blanding af fiktion og fakta - den såkaldte autofiktive genre. 

Superskurk tager udgangspunkt i Annas eget liv, tanker og følelser, præget af psykisk sygdom siden teenageårene. I bogen har Anna styr på livet: hun har taget “dæmonerne” på sig ved at se sig selv som en superskurk, og snart skal hun fejre sin 30-års fødselsdag med en overdådig fest med kendisser på gæstelisten. Men hvordan holder man en stor fejring af livet, når man alligevel ikke er så glad, som man troede, man var? 

Skriften er hendes måde at give udtryk for tankestrømme og indre følelsesliv. Men skriften er ikke en terapi for hende. Det er heller ikke et bevidst forsøg på at nedbryde tabu om psykisk sygdom og selvmordstanker, men hun er glad for, hvis der er nogen, der kan spejle sig i det, hun skriver, og måske får det bedre med egen eksistens. 

Har du læst Annas litteratur eller lyttet til podcast eller talks, som hun deltager i, ved du, at hele farvepaletten er i spil i Annas tankevirksomhed, for alle nuancer bliver brugt i samtalen. Det virker til, at hun ser tingene fra mange perspektiver på en og samme tid.

Denne fortælling handler som sådan ikke om Anna Juuls bog, men den er årsagen til, at Livslinien har rakt ud til hende. Vi vil nemlig gerne blive klogere på hendes erfaringer med at være et svært sted i livet og komme ovenpå igen. For det kan hjælpe andre, der er i samme situation, samt deres pårørende, at kende til hendes historie. 

Selvom Anna Juul fortæller, at hun ikke skriver eller taler om selvmordstanker for at nedbryde tabu som sådan, så bidrager hun alligevel ved at give de svære tanker og følelser en plads i vores samfund gennem litteraturen. Med sine tekster belyser hun, hvordan livet kan være, når man har en sygdom, der gør, at sindet til tider er meget mørkt, og hvordan man kan komme igennem disse mørke tider i forholdsvis god behold.

Det synes at være vigtigt for hende, at ingen føler sig trådt over tæerne med det, hun siger eller skriver, og hun tilføjer ofte et forbehold. Sætningerne “hvad dét så end er” og “hvad dét så end betyder” ynder hun at tilføje, når hun fortæller om sine synspunkter. 

Samtidig giver hun udtryk for, at hun ikke kan tage ansvar for alle menneskers velbefindende og eksistensberettigelse. Hendes ord er ikke endegyldig sandhed, fortæller hun. Hun er meget bevidst om, at det ikke er alle, der kan genkende det billede af at være psykisk syg (Annas egen betegnelse), som hun giver, og det forsøger hun heller ikke at insinuere. Hun taler fra sit eget ståsted - der er jo ingen der er ens, heller ikke mennesker med psykisk sygdom, fortæller hun: 

“Et konkret eksempel var engang, hvor jeg talte om skizofreni som en kronisk sygdom.  Jeg fik så en besked fra en person, der ville fortælle mig, at skizofreni ikke er en kronisk sygdom, og det er jo fint, vedkommende synes det. Men jeg har fået at vide af forskellige læger, at jeg skal forberede mig på at leve med sygdommen resten af mit liv, og det gør det jo til en kronisk sygdom for mit vedkommende. Generelt synes jeg, at det er absurd, og det gælder jo alle minoriteter, at hvis man siger noget om noget, så går folk ud fra, at man taler på vegne af en hel gruppe mennesker. Psykisk syge er jo ikke en homogen gruppe, ligesom religiøse mennesker heller ikke er en homogen gruppe. Jeg har aldrig nogensinde sagt, at jeg er et talerør for alle mennesker med psykisk sygdom. Mit budskab er, at der skal gøres noget ved psykiatrien, hvilket jeg tror, mange er enige i,” fortæller Anna Juul.

Sætter ord på de svære modsatrettede følelser

Anna Juul formår som en af de få at sætte tydeligt sprog på modsatrettede tanker og følelser, så de giver mening for mange, og på den måde kan teksten i Superskurk hjælpe andre til at reflektere og forholde sig kritisk til egen livssituation og samfundet i øvrigt. Måske skal vi slet ikke være glade hele tiden for at have det godt? Måske må selvmordstanker gerne eksistere side om side med positive tanker og gode dage eksistere på lige fod med dage, hvor man allermest bare har lyst til at forsvinde og dø? Det kan de - og det er helt okay. 

Den ambivalens beskriver Anna Juul eksempelvis i bogen: 

“Mit eksistentielle problem er, at jeg vildt gerne vil leve, men også har vildt meget lyst til at dø, men på samme tid også er vildt bange for at dø…”

Måske kan du, der læser med, spejle dig i den sætning? Måske har du det sådan nu, eller måske har du haft det sådan tidligere og kan se livet fra et andet perspektiv i dag.  

Det er en utrolig kompleks følelse, men ikke en ualmindelig følelse hos mennesker, der lider med selvmordstanker. Mange oplever ikke tankerne eller planerne som et ønske om at dø, men et ønske om at komme væk fra noget smertefuldt, som man har svært ved at se andre veje ud af, når selvmordstankerne fylder.

Nogle beskriver det som, at man bare har brug for en pause fra livet. 

Men hvordan forklarer man, at man både har lyst til at leve, samtidig med at man har lyst til at dø? Eller at man måske ikke har lyst til at dø som sådan, men at det lige nu føles som den eneste løsning på problemerne?  

Anna fortæller til Livslinien, at hun også kender  den følelse: 

“Jeg tror, det sker hver gang jeg får en eller anden form for selvmordstanke, eller en eller anden tanke om, at det ville da også bare være nemmere at dø, så kommer der lige bag efter en tanke om, at det skal jeg lade være med. Jeg kan have tanker om, at hvis jeg bare forsvandt, vil det være løsningen på min situation, men samtidig ved jeg jo godt, det ikke er en reel løsning. Jeg synes ikke altid, at det er et kæmpe stort problem at have tanker om, at det nogle gange ville være belejligt at få fred fra det hele, fordi nogle gange så tænker jeg, jamen den mulighed eksisterer jo”. 

Anna fortæller, at for hver gang, hun har haft selvmordstankerne, men er kommet væk fra dem igen, så oplever hun følelsen af at vælge livet frem for døden: 

“Selvmordstankerne er som at holde en dør lidt åben, men hver gang jeg vælger ikke at gøre det, så bliver livet mere og mere et aktivt tilvalg. Og sådan tror jeg, at der er flere der har det. Man skal dog være opmærksom på, hvis man føler, at ens liv på et generelt plan virker hårdere at skulle gennemføre end det at stoppe med at leve. Det er der, det bliver et problem”, fortæller hun. 

Der skal være plads til selvmordstanker

Anna Juul synes selv, at selvmordstanker ikke fylder særlig meget i bogen Superskurk, men ikke desto mindre, så skriver hun om det. Autentisk og hudløst ærligt. Tanker om selvmord har fyldt meget i hendes liv, og derfor forstår hun heller ikke altid, hvorfor eksempelvis journalister og medier, vil gøre det til noget helt vildt farligt, fortæller hun til Livslinien.

Anna skriver blandt andet i bogen Superskurk, at det kan være svært at få lov til at tale om sine tanker om døden, hvis man tidligere har fortalt om egne selvmordstanker, uden at “panikken” spreder sig, hos dem man fortæller det til. 

Hun skriver: 

“...(jeg tænker på døden, men) ikke på den der selvmordsagtige måde, hvilket man i dagens Danmark er nødt til at understrege, hvis man bare har sagt det magiske ord “selvmord” én gang, men hér har I det, selvmord, selvmord, selvmord, selvmord, selvmord…”

Til Livslinien uddyber Anna: 

“Der er et eller med, at folk tror, at ordet selvmord er det samme som at sige ‘Lord Voldemort’, og hvis bare man lader være med at sige ordet højt, så går det væk. På en måde synes jeg, at det er ret disrespektfuldt, at jeg ikke bare kan have en tanke, som egentlig for mig, godt kan være en reel tanke, som jeg ikke nødvendigvis har tænkt mig at handle på, men som jeg på ingen måde kan sige højt, fordi det må man åbenbart bare ikke i det her samfund. Jeg kan forestille mig, at der er en ret klar sammenhæng mellem selvmord og det at føle sig enormt ensom. Så synes jeg ikke, at det er særlig produktivt, at man har skabt en samfundsdiskurs om, at man ikke må tale om selvmord og selvmordstanker, uden at man med det samme skal ringe til Livslinien. Jeg synes selvfølgelig, at det er fantastisk, at der er et sted, man kan kontakte, men jeg synes, at det er bemærkelsesværdigt, at der bliver reageret så meget på lige præcis det fænomen i verden, i forhold til alle mulige andre ting”, siger hun. 

Selvmordstankerne er for Anna ikke altid et udtryk for, at hun nødvendigvis vil tage sit eget liv. Nogle gange er det nok blot at lytte og spørge ind og lade hende være med tankerne. 

Hun synes, at selvmordstanker ofte bliver tolket som meget farlige, hvilket egentlig ikke hjælper særlig meget, men samtidig vil hendes bedste råd være, at man hellere skal ringe en gang for meget end en gang for lidt til et menneske, der har givet udtryk for selvmordstanker:   

“Jeg synes, at den pårørende skal reagere, hvis de er bekymrede, men de kan jo prøve at starte med at spørge ind til, hvordan tankerne føles og så lægge mærke til, om der er en eller anden form for fattethed hos den anden”, fortæller Anna. 

Egentlig bør vi hellere tale om selvmordsforebyggelse på et samfundsmæssigt plan, mener hun. Det er vigtigt, at der arbejdes for at sætte tidligt ind hos sårbare mennesker, så alle mennesker får mulighed for at føle, at de har et eller andet meningsfuldt i deres liv. 

Man kan få det bedre i en eller anden form for målestok

Anna har selv ikke haft svære selvmordstanker i tre år, men tidligere har der været perioder, hvor hun har været tæt på at gøre alvor af tankerne. På de tidspunkter har det hjulpet hende at blive indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling, hvor de har sørget for, at hun ikke havde mulighed for at gøre alvor af tankerne, indtil hun fik det “godt igen”. 

Anna tager en hånd op på hver side af hovedet og laver gåseøjne med fingrene, når hun siger slutningen på sætningen “godt igen”. For hvad betyder egentlig at have det godt? Hvornår er man glad nok? Kan man sætte en standard for, hvordan man skal være glad, hvis man skal være “normalt” menneske? 

Anna tror ikke på, at man bare kan sætte en standard for, hvornår man har det godt og er glad, og hvor ofte man skal opleve at være glad. Hun har selv accepteret, at hun ikke passer ind i standarden for at have det godt og være glad, og det har hjulpet hende, synes hun. For tidligere brugte hun de gode perioder til at bekymre sig om, hvornår hun mon ville få den næste psykiske nedtur og dertilhørende selvmordstanker i stedet for at glæde sig over at føle en tilfredshed over livet, som det er. 

Når Anna bliver spurgt til, hvad der har medvirket til, at hendes liv er anderledes i dag end for tre år siden, hvor hun havde svære selvmordstanker, svarer hun:

“Jeg kan stadig godt få det sådan, at gud, det ville være meget nemmere hvis jeg ikke skulle være her mere, men det føles på en eller anden måde ikke så voldsomt for mig nu. Jeg tror også det handler om, at jeg helt banalt har fået styr på livet. Jeg arbejder med noget, jeg godt kan lide at lave - jeg har en relativt stabil voksenøkonomi, og jeg har gode velfungerende relationer i mit liv - så det er måske en eller anden form for struktur eller sådan noget. Det kan være, at det lyder lidt forkert, men jeg er også blevet bedre til at være psykisk syg. Jeg har gjort mig nogle erfaringer, som jeg måske ikke er bevidst om hele tiden, men som gør, at for hver gang jeg får en dårlig periode, så bliver det lidt nemmere at kigge pragmatisk på situationen, og ikke hele tiden være i mine følelsers vold. Jeg kan mere have det sådan “nåh, der var en følelse, der ikke var så rar, men lige nu behøver jeg ikke gå ned i den og analysere, hvor den kommer fra”. Nogle gange er det også fint nok, at følelsen bare er der, uden at jeg tænker så meget mere over den, og så går den væk på et tidspunkt”, siger Anna og fortsætter:  

“Jeg vil ikke kalde det en bevidst mentaltræning med positiv tænkning over, hvad der er fedt i livet. Det føles mere som om, det sker ude af min kontrol på en eller anden måde. Men ja, hvis jeg har haft en rigtig dårlig periode og er kommet tilnærmelsesvis over på den anden side, så kan jeg godt sidde og have det sådan “gud, hvor er jeg glad for, at jeg ikke gjorde noget dumt!”. Det viser jo, at der har været en eller anden form for håb, selvom man ikke har kunne mærke det i situationen”, forklarer hun.  

En af Annas strategier er også at fokusere på de ting, der skaber mening og værdi i hendes liv, fortæller hun. 

Hun forklarer, at livet ikke behøver at være fuld af en masse positive oplevelser for at være et godt liv, set fra hendes perspektiv.  Det skaber eksempelvis mening i hendes tilværelse at være sammen med sine nærmeste - eksempelvis kæresten, familie og venner. Det kan også give mig værdi at se en rigtig god film eller serie og slå hovedet lidt fra. Det kan sagtens være de små ting, der skaber glæde.

Tænk på dine nærmeste, hvis du overvejer at tage dit eget liv

Som før nævnt har Anna ikke haft svære selvmordstanker i tre år, men hun kan godt tænke på døden, og hvordan livet kan slutte, næsten hver dag. Det er dog ikke det samme som at have selvmordstanker, pointerer hun:  

“Jeg kan godt “hygge” mig med at tænke på min egen død og hvordan jeg mon kommer herfra. Jeg kan filosofere over, om jeg helst vil hurtigt herfra, eksempelvis ved at blive ramt af en bus, men hvor jeg ikke har mulighed for at sige farvel til mine nærmeste, eller om jeg har en langtrukken død, men hvor jeg har god mulighed for at sige farvel”. 

At tænke på sine nærmeste og deres sorg er også det, der har afholdt Anna Juul fra at gøre alvor af sine selvmordsplaner tidligere, og det er også det råd hun vil give videre til andre, der kan opleve håbløsheden og døden som en udvej: 

“I langt, langt de fleste selvmordstilfælde, tror jeg, at der i hvert fald som minimum er et eller andet menneske, som bliver dybt, dybt ulykkelig over, at man forlader verden, også selvom det kan føles som om alle er ligeglade. Derudover er mit bedste råd at holde ud - også selvom det føles helt vildt uretfærdigt, at det er en selv, der skal bede om hjælp til at kunne føle en eller anden form for mening i en lille bitte målestok. Og til de pårørende, der står på sidelinjen, vil jeg sige, at de også skal huske at passe på sig selv”.

Stor tak til Anna Juul for at dele sine tanker med Livslinien. 

Livslinien får mange flere henvendelser, end de frivillige rådgivere kan nå at besvare. 

Derfor har vi brug for din hjælp cirka 12 timer om måneden.

Vil du være med på holdet af frivillige og hjælpe mennesker i livskrise?

Læs mere og send din ansøgning via Livsliniens hjemmside