Forfatter Fine Gråbøl:“Jeg ville ønske, nogen havde fortalt mig, at det kan tage lang tid for selvmordstanker at forsvinde”

Når Fine Gråbøl fortæller om dengang i hendes liv, hvor psykisk sygdom næsten tog livet af hende, holder hun det meste af tiden øjenkontakten, men fra tid til anden flakker blikket nedad. Selvom det er snart ti år siden, at hun var indlagt på psykiatrisk afdeling, er der stadig mange sårbare følelser i fortællingen, kan man mærke. Hun fortæller som noget af det første, at hun altid har været et menneske, der føler meget. At hun dengang og i dag er meget i kontakt med sine følelser - på godt og på ondt. Det rige følelsesliv er noget hun værdsætter højt i dag, omend det var nogle hårde år i slutningen af teenagetiden og starten af tyverne.  

Følelser kan være meget overvældende, især når det er følelser, der gør ondt. For nogle kan det være svært at håndtere i de situationer, hvor følelser og tanker er så mørke og destruktive, at man kan få brug for en pause fra sit eget sind. Det kender vi også til på Livslinien, hvor frivillige rådgivere hver dag skriver eller taler med mennesker, der har fået tanker om, at selvmordet kan være en mulig løsning på problemerne, men har rakt ud efter hjælp. 

Forfatter Fine Gråbøl har sagt ja til at fortælle om sin historie om at være selvmordstruet og om at få det bedre. Hun har skrevet bogen ‘Ungeenheden’, hvor fortællingen er inspireret af hendes tid som indlagt på psykiatrisk afdeling og senere som beboer på et beskyttet bosted. Hun har sagt ja, fordi hun gerne vil være med til at nedbryde tabu om selvmordstanker og selvmordsforsøg, så vi kan blive bedre til at yde psykisk førstehjælp til hinanden, når livet ramler: 

“Jeg tror, at vi har berøringsangst i forhold til selvmord, fordi vi er bange for bare dét at sige ordet højt, vil få nogen til at gøre det. Jeg tror, at jeg dengang havde brug for at blive hørt, uden at det førte til store alvorlige konsekvenser, såsom tvangsbehandling. Dét var en af grundene til, at jeg stoppede med at tale om mine selvmordstanker i perioder”, siger hun.  

Noget er, som det ikke skal være

Da Fine var 15 år, levede hun et, hvad hun selv kalder, ret normalt teenageliv. Hun havde en masse fritidsinteresser og kunne godt lide at gå i skole. Hun havde en stor omgangskreds og gik til fester. Et liv som de fleste jævnaldrende.

Men på flere måder, oplevede hun også et stort pres, som kan have været medvirkende til, at hun i slutningen af sine teenageår blev ramt af psykisk sygdom, som skulle påvirke hendes liv i omkring tre år. 

Fine fortæller, at hun oplevede det som, at hun fra den ene dag til den anden oplevede symptomer på psykisk sygdom, og tab af kontrol over krop og sind. Pludselig en dag, efter en ferie med familien i efterårsferien, og fire måneder inde i første år af gymnasiet, kunne hun ikke huske vejen hjem. 

Hun havde altid boet det samme sted med sine forældre, men den dag på vej hjem fra at spille med sit band, kunne hun slet ikke huske ruten, som hun havde cyklet en million gange. Hvordan hun kom hjem er tåget for hende. Hun husker faktisk ikke særlig meget fra tiden omkring den dag. 

Kort tid efter sygemelder hun sig med en depression, og begynder også at få angstanfald og oplever også en forbigående psykose, som betyder at man i en kort periode kan se, høre eller mærke ting, som ikke er virkelige. 

Det hele går meget hurtigt og føles utrolig overvældende, husker hun: 

“Det hele sker fra den ene dag til den anden. Jeg får et ret heftigt angstanfald. Jeg har aldrig sådan haft angst på den måde før. Det er et angstanfald, hvor jeg hyperventilerer, altså sådan rigtig panikangst. Jeg har også fået at vide, at jeg i de dage tror, at der er nogle mennesker i lejligheden, så jeg har en slags psykotisk oplevelse. Det er ellers ikke noget jeg har haft sådan ellers i mit sygdomsforløb. Jeg kan heller ikke sove og har heller ikke nogen appetit”, fortæller Fine. 

Hun ser i perioden en psykolog, men hun føler ikke rigtig, at der sker nogen bedring eller fremgang. Efter nogle måneder, hvor hun har følt sig meget alene og isoleret, fordi hun har det meget dårligt, får hun en samtale med en psykiater, der giver hende diagnosen bipolar lidelse. Det er en psykiatrisk diagnose, hvor man svinger mellem perioder med depression og maniske eller hypomaniske perioder, hvor man har alt for meget energi, og kan komme i en slags psykotisk tilstand.

På den ene side giver diagnose mulighed for, at hendes venner og omgangskreds kan få en lidt bedre forståelse for, hvorfor hun har det, som hun har det. På den anden side oplever hun, at diagnosen gør, at hun føler, at hendes psykiske tilstand bliver overtaget af et medicinsk sprog, der gør hende fremmed for sig selv. 

Selvmordstanker

Fine begynder at tage medicin mod sin bipolar lidelse, men desværre får hun det ikke bedre, fortæller hun. Hun har svært ved at huske, hvad der helt konkret sker med hende i den periode. Sygdom og medicin har indhyllet tiden og minderne i en tyk tåge. Men hun husker følelsen af vrede og afmagt, og hun begynder at skade sig selv og udvikler tanker om, at hun ikke har lyst til at være her mere: 

“Jeg kan ikke huske det så tydeligt, men jeg fik sværere og sværere ved at snakke med andre mennesker. Jeg tændte ret meget af, fordi mine følelser blev brusende eller brændende i min krop, på en måde, hvor jeg slet ikke kunne være i det. Så jeg begyndte at blive selvskadende. Det var først, efter jeg var begyndt at komme hos psykiateren, at det blev så slemt. Efter jeg havde været selvskadende i noget tid, begyndte der også at opstå en bevidsthed i mit hoved om, at jeg også en dag kunne beslutte mig for ikke at leve. Tankerne var meget skræmmende, og det var en af grundene til, at jeg blev indlagt første gang i februar 2010”, siger hun. 

Fine frygtede sine tanker, fordi hun var bange for, om hun kunne finde på at handle på dem. Hun har tidligere oplevet at miste kontrollen, når følelserne har været for overvældende, og har skadet sig selv og derefter fortrudt handlingen. Og så skræmte de generelle tanker om døden hende - hun sammenligner det med tankerne om, hvordan det må være at have en fysisk sygdom, som man kan dø af. Bevidstheden om, at hun kunne dø af sin psykiske sygdom gjorde hende meget bange, og derfor ville hun rigtig gerne have hjælp til at blive indlagt, fortæller Fine med en spinkel og rolig stemme: 

“Jeg var begyndt at have opmærksomhed på omstændighederne omkring mig, hvordan de potentielt kunne bidrage til min selvskade eller selvmord. Jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne tage ansvar for mit eget liv længere, og det tror jeg heller ikke min mor kunne. Mine forældre var skilt på det her tidspunkt, og jeg plejede at bo begge steder, og i den her periode kunne jeg ikke overskue at flytte frem og tilbage, så jeg var kun hos min mor. Hun fjernede eksempelvis låsen fra badeværelset. Jeg husker, at jeg ikke følte, jeg kunne stole på mig selv, og at det var der heller ikke nogen andre der kunne. Så jeg var nødt til at overlade det til nogle professionelle. 

En vinterdag i 2010 blev Fine indlagt på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling. Her var hun indlagt i cirka fire måneder. Senere blev hun indlagt igen - i voksenpsykiatrien, da hun var fyldt 18 år. Hendes selvmordstanker var blevet mere svingende, og hun var også blevet mere selvskadende. Hun ender med at være indlagt i 1,5 år på skiftevis åben og lukket afdeling. Hun fortæller, at hun havde flere selvmordsforsøg i den tid, men der var kun  ét, hvor hun var decideret tæt på at miste livet. 

Når Fine tænker tilbage på dette selvmordsforsøg, er det med en undren. Forsøget fandt nemlig sted på et tidspunkt, hvor der var kommet håb om bedring. Det var stadig en tid, hvor det svingede meget frem og tilbage i forhold til hendes psykiske tilstand, men hun beskriver det som et lille lyspunkt i en lang og svær periode. Hun var kommet på åbent afsnit, og var begyndt til dans igen efter mange års pause. Hun boede stadig på psykiatrisk afdeling og var også begyndt på noget nyt medicin. På trods af bedring havde hun alligevel tanker om selvmord og i skjul planlagde hun, hvordan hun skulle ende livet: 

“Jeg havde ikke en konkret dato for, hvornår det skulle ske, men jeg gik og tænkte over, hvordan det skulle ske, så selvom det gik bedre, så havde jeg bare ikke lyst til at leve. Jeg tænkte, at jeg jo ikke selv havde valgt at blive født, så hvorfor skulle jeg leve? Jeg var ikke noget værd og bare en byrde for alle. Jeg havde gået og gennemtænkt, hvad der skulle til for at dø, og så en dag tænkte jeg: “nu er det nu”. Jeg skrev et afskedsbrev, og så forsøgte jeg at tage mit eget liv”, fortæller hun. 

Lyst til at leve og lyst til at dø

Fine døde ikke af sit selvmordsforsøg. 

Næste dag blev hun fundet bevidstløs af personalet. Fine havde gjort alvorlige ting ved sig selv, men det undlader vi at skrive, da det kan inspirere andre til at bruge samme metode, hvilket vi ikke ønsker. 

Fine blev lagt i koma i to døgn på grund af de ting, hun havde udsat sin krop for. Hendes krop og sind havde brug for helt ro. 

Da hun vågnede, var hun først og fremmest i chok over, at hun ikke var død. Hun tænkte for sig selv, at hvis dette ikke havde slået hende ihjel, så var det nok fordi, at det var meningen, hun skulle leve.   

Men det kan tage lang tid at finde lysten til at leve efter et selvmordsforsøg, og det skulle også tage rigtig lang tid for Fine. I mange år havde hun tænkt, at hun ikke ville leve længere end til sit tyvende år. Den tanke var svær at bryde med. 

Seks måneder efter selvmordsforsøget blev hun udskrevet fra psykiatrisk afdeling og fik plads på et bosted med personale døgnet rundt, der kunne støtte og hjælpe. Her fik hun sit eget værelse og mødte et fællesskab med andre unge på bostedet, der var med til at skabe lysglimt af bedre tider. 

Selvmordstanker ebber ud

Fine bor lidt over et år på bostedet i København. I det år går det op og ned psykisk, ligesom lysten til at tage sit eget liv svinger. Men hun fik det bedre og bedre, og i juni 2013, lidt over tre år efter den første indlæggelse, flyttede hun i egen lejlighed. Det er første gang i mange år, at hun er helt overladt til sig selv!

Fine lyser op, når hun fortæller om følelsen af for første gang at skulle være alene og leve sit eget liv: “Jeg følte mig meget lykkelig, da jeg lå dér på madrassen mellem alle flyttekasserne i den umøblerede lejlighed”, siger hun og smiler. 

Men afskedsbrevet ventede hun med at skille sig af med, fortæller hun. 

Hun har senere fundet ud af, at det er ikke er unormalt, at man kan føle både lyst til at leve, men også lyst til at tage sit eget liv i lang tid efter et selvmordsforsøg, når man har haft selvmordstanker i mange år, og flere selvmordsforsøg bag sig: 

“Jeg ville ønske, at der var nogen, der havde fortalt, at det godt kan tage lang tid for selvmordstanker at forsvinde, når de har været så stor en del af ens liv, som de har været hos mig. Jeg skammede mig over at have dem, og at have brevet liggende. Jeg fik det jo bedre - jeg blev trappet ud af medicin og startede på HF, og alt var bare sådan “woaw - du har kæmpet dig ud af sygdommen - du er kommet dig” - og så følte jeg det på mange måder skamfuldt og tabuiseret at tale om, at nogle gange, så magtede jeg stadig ikke helt livet”, fortæller Fine  

Ud over skammen, var Fine bange for, hvad der ville ske, hvis hun fortalte, at hun stadig kunne have selvmordstanker. Hvad nu, hvis hun skulle indlægges på psykiatrisk afdeling igen, hvis hun fortalte om det? I dag tænker hun, at det havde været rart, hvis det var blevet gjort mere normalt at tale om selvmordstanker. Hun ville gerne have vidst, at der kan gå lang tid før de mørke tanker forsvinder, når selvmordsforsøg, af komplekse årsager, i flere år har været en strategi forhold til at håndtere svære tanker og følelser.

Med tiden blev der længere og længere mellem tanker om selvmord. Det var først, da hun havde boet i lejligheden i omkring et års tid, at tankerne var helt forsvundet. I al den tid beholdt hun afskedsbrevet, indtil hun var helt sikker på, at hun kun ønskede at leve. Brevet lå der bare, til hun en dag smed det ud:  

“Måske var der noget i mig, der havde brug for at få det ud af kroppen på en rolig måde  - altså selvom jeg følte mig sikker på, at jeg ikke er syg længere, og ikke ville blive syg igen, så var der måske noget i mig, der sagde, at jeg skulle give mig selv den tid, jeg havde brug for”, fortæller hun. 

I dag er Fine Gråbøl 30 år og bor sammen med sin mand, som hun har en lille datter med. Hun har fået annulleret sine diagnoser, og har ikke længere selvmordstanker. Men det har taget hende lang tid at komme hertil:   

“Noget af det, der især har hjulpet mig, var en psykolog jeg havde gennem hele mit forløb, og også noget tid efter, jeg var flyttet i egen lejlighed. Det tror jeg var afgørende for at jeg ikke fik tilbagefald. For en ting er selvfølgelig at bearbejde et sygdomsforløb, en anden ting er at bearbejde en langvarig indlæggelse som senere har udløst stressreaktioner”, siger hun.

Glimt af håb

For to år siden skrev Fine Gråbøl den prisvindende bog ‘Ungeenheden’, som er en omsorgsfuld og kritisk roman om en gruppe unge i psykiatrien og deres fælles liv på et bosted i København. Hun ville skrive om et sårbart, smertefuldt og ambivalent fællesskab, hvor de unge oplever en radikal form for intimitet, som de ikke kan finde andre steder - blandt andet  fordi de er syge, fordi de har mistet sig selv og har mistet ejerskab over sig selv. Men de er på en måde sammen om det, fortæller hun. 

På den måde, skulle bogen fortælle, hvordan der også kan være glimt af håb, der hvor det kan føles som om, at alt håb er ude, fortæller hun:  

“Det er enormt vigtigt for mig at fortælle, at der er håb for, at man kan komme sig. For det havde jeg egentlig ikke så meget af, da jeg var syg. Jeg ville gerne have kunnet læse om mennesker, hvor jeg kunne se en bedring, for mens jeg var indlagt, forestillede jeg mig kun, at det ville ende dårligt for mig”, siger hun. 

Tusind tak til Fine Gråbøl for at dele sin fortælling. 

Har du selvmordstanker, så ring eller skriv til vores frivillige rådgivere. Du finder kontaktinformationer på vores forside. 

Livsliniens fem anbefalinger til at starte en svær samtale

Det er altid godt at starte med et helt simpelt “hvordan har du det?”, men derefter er det vigtigt, at du spørger dybere ind.

Livslinien giver dig her fem gode måder at starte en svær samtale på.

1.       “Jeg synes, at det ser ud til, at du har haft det svært den seneste tid, og jeg synes, du virker trist. Jeg ved, at hvis man er rigtig ked af det og har været det noget tid, så kan nogen få selvmordstanker. Har du det? I så fald vil jeg gerne lytte, hvis du vil dele dine tanker med mig.”

2.      ”Jeg oplever, at du er begyndt at drikke mere end du plejer, når vi er til fest, og ofte bliver du vred eller ked af det. Det plejer du ikke, og jeg vil gerne høre, om du har det godt? Hvis det er fordi, at du er trist og ked af det, kan du måske også have selvmordstanker? Er det noget, du har lyst til at tale med mig om? Så vil jeg meget gerne lytte.”

3.      ”Jeg har lagt mærke til, at du ikke er så meget sammen med os andre mere. Er du okay? Jeg ved, at når nogen isolerer sig, kan det være fordi, de ikke har det godt. Jeg ved også, at nogle kan få det så skidt, at de får selvmordstanker, at de får selvmordstanker. Er det mon også sådan for dig? Du skal vide, at vi savner dig, og jeg vil meget gerne lytte, hvis du har lyst til at fortælle mig, hvordan du har det."

4.      ”Jeg har lagt mærke til, at du ikke har været så meget på studiet den seneste tid. Er du ok? Jeg ved, at meget fravær kan være et tegn på, at man ikke har det godt, og fraværet kan gøre, at man oveni føler sig mere presset. For nogle kan det gøre, at de bliver så kede af det, at de får selvmordstanker. Er det mon også sådan for dig? Jeg vil meget gerne lytte."

5.      ”Jeg ved, at du er begyndt at skade dig selv. Det er jeg ked af at høre. Jeg tænker, at det måske er fordi, der er noget, du synes er rigtig svært? Jeg ved, at nogle som skader sig selv, også har selvmordstanker, og du skal vide, at jeg er her for dig, hvis du vil dele dine tanker og følelser med mig.”