“Kig forbi hende med en kop varm kakao, giv hende et langt kram og fortæl hende, hvor meget hun betyder for dig”
“Jeg husker tydeligt, at jeg i sjette eller syvende klasse forsøgte at åbne op om mine selvmordstanker ved at skrive en dansk-stil om en fugl i et bur, der ønskede sig frihed. Jeg husker, at jeg så gerne ville have, at min lærer forstod, at det var mig, der var fuglen, og at jeg følte mig fanget. Jeg havde det virkeligt psykisk dårligt, men havde ikke noget sprog for mine følelser eller hvordan man beder om hjælp. Men jeg fik bare en hel masse ros for min flotte stil.”
Sådan fortæller Merete Møbjerg, da hun bliver spurgt ind til, om hun kan huske, hvilke tanker og følelser, der fyldte indeni hende, da hun var 17 år gammel. Men det er også en af de få minder, der står helt tydeligt i hendes erindring om en svær og psykisk turbulent ungdom. Det er ikke unormalt, at hukommelsen kan svigte, når man har oplevet traumatiske hændelser og svær depression, selvmordstanker og endda forsøgt selvmord. Hjernen vil gerne have, at du glemmer alt det hårde og turbulente, så du på en eller anden måde kan leve videre.
Alligevel vil Merete forsøge at huske detaljerne så godt, som hun nu engang kan. Det er vigtigt for hende, at hendes oplevelser og erfaringer kan være med til at hjælpe andre, der sidder i en lignende situation lige nu, som hun gjorde dengang, hun var teenager - for hun ved, det kan være rigtig svært at sætte ord på, hvordan man har det og række ud efter hjælp. For hvordan fortæller man, at man er fyldt op til bristepunktet af destruktive tanker og følelser, og at man næsten ikke orker mere? Derfor vil hun gerne være med til at nedbryde tabu omkring selvmordstanker, så vi kan blive bedre til at tale om det med hinanden. Det ville hun ønske, det havde været for hende dengang i teenageårene og start tyverne - når livet ramlede sammen. Merete er også med i Papageno-gruppen, som er en gruppe af personer, der har egne erfaringer med selvmordstanker og selvmordshandlinger. Som medlem af gruppen bruger hun sine erfaringer til at hjælpe andre mennesker, der har selvmordstanker, blandt andet ved at tale om at det kan blive bedre:
“Jeg er her ikke for at fortælle en eller anden eventyrfortælling om, at alt bliver godt igen, for livet er til tider unfair og gør til tider ondt. Der vil komme perioder med smerter og sorger - MEN der vil også komme så uendeligt mange vidunderlige oplevelser, selvom jeg godt ved, det måske kan være svært at tro på lige nu. For mange af jer vil der være fantastiske koncerter og rejser til steder, du aldrig har set, dybe snakke til langt ud på natten, film og bøger, der vil bringe dig glæde, is på varme sommerdage, danse med veninder til den lyse morgen, nye skønne venskaber, grineflip til tårerne triller og meget meget mere - og de oplevelser gør det hele værd at leve for”
Ikke god nok
Merete fortæller, at hun som ung havde et meget lavt selvværd. Hun følte ofte, at hun var forkert og anderledes i forhold til sine klassekammerater.
Hun beskriver det som en grundfølelse af ikke at være god nok, ikke at være elsket og ikke være noget værd.
Hendes barndom og ungdom var præget af mange traumatiske hændelser og svigt. Merete fortæller, at hun altid har følt sig anderledes, men da hun startede i skole, blev det mere tydeligt for hende, at hun ikke følte sig som de andre elever. Det gjorde, at hun var meget stille og pligtopfyldende: “Klassens duks”, siger hun.
Hun havde svært ved at danne venskaber. Hun oplevede det ikke som mobning, hun var bare ikke en del af nogle kliker eller grupper, og følte sig aldrig rigtig som del af fællesskabet i klassen. Fra tidligt i folkeskolen udviklede hun en stor ensomhedsfølelse, som sidenhen har boet i hende.
Ros fra lærerne var på mange måder den eneste anerkendelse Merete fik i sin barndom og ungdom. Derfor arbejdede hun rigtig hårdt for at være god og pligtopfyldende i skolen. Hun fandt ud af, at hvis hun gjorde det godt, så fik hun den anerkendelse, hun søgte så meget. Men det resulterede også i, at hun gerne ville gøre det perfekt hele tiden, og når hun så enkelte gange gjorde det mindre godt end hun plejede, så blev hun rigtig hård ved sig selv:
"Jeg så det som et bevis for, at jeg ikke var god nok. Jeg fortalte mig selv, at jeg var dum, grim og doven. Jeg udviklede et meget stort selvhad fra meget tidligt og søgte ofte beviserne for, at jeg ikke var god nok og ikke noget værd - alt det, som kunne opretholde min selvfortælling om, at der var en grund til at hade mig selv”, siger Merete.
Gennem en masse terapisamtaler og den selvindsigt, der kan komme med alderen, har Merete fundet ud af, at selvhadet og selvbebrejdelsen dengang skyldes, at hun manglede opbakning blandt venner og familie. Hun havde som pige og senere ung kvinde ikke nogen at betro sig til, og stod alene med ting, der føltes rigtig svært.
Afskedsbrev var råb om hjælp
Da Merete er femten år, har hun i flere år gået rundt med følelsen af at være forkert og anderledes, hun føler sig ensom og bebrejder sig selv, når hun ikke gør det så godt i skolen. Samtidig sker der flere hændelser med svigt i hjemmet, og en dag er Merete fyldt så meget op af tunge følelser og mørke tanker, at hun i desperation skriver et afskedsbrev, som hun giver til sin lærer, som er den voksne i hendes liv, hun føler sig mest tryg ved. Merete ville ikke forsøge selvmord, husker hun, men hun vidste slet ikke, hvordan hun skulle beskrive, hvor dårligt hun havde det indeni og sine tanker om at tage sit eget liv. Afskedsbrevet var en måde at vise sin lærer, at tanken om døden var blevet en løsning på alle de problemer, hun snart ikke magtede mere. Merete håbede, at læreren nu ville se hende og anerkende hendes problemer, og at hun kunne få talt ud om de ting, der hobede sig op inden i hende.
Merete fik en anden slags hjælp. Senere samme dag kom politiet på besøg for at fortælle moren om afskedsbrevet, og for at sikre, at Merete var okay. Hun fik samtaler med psykiater på børne- og ungeafsnittet på psykiatrisk hospital, og senere med en skolepsykolog. Hun fik også besøg af en socialrådgiver i hjemmet. Hun følte det overvældende at skulle tale med mange voksne mennesker på kort tid uden at rigtigt vide, hvordan hun skulle beskrive, hvorfor hun havde skrevet brevet. Merete fortæller, at i stedet for at føle sig lettet, følte hun sig mere til besvær over for sin familie og omgangskreds, og hun følte, at hun havde gjort noget kriminelt ved at skrive afskedsbrevet siden politiet var kommet på besøg. Tankerne og følelserne blev til skam, og hun begyndte at skjule, hvordan hun virkelig havde det, når skolepsykologen spurgte ind til, hvordan hun havde det, og om hun stadig havde selvmordstanker.
Ønsker ikke at dø
Efter folkeskolen tager Merete et år på efterskole, som hun husker som en tid, hvor hun for første gang oplevede at få venner og blive en del af fællesskabet gennem musik, dans og kreativitet. Hun husker det som en rigtig god tid, men tanker om selvmord og selvskade var blevet så meget vane og en del af hendes måde at håndtere på over for den psykiske smerte, at det ikke slap hende, selvom hun følte glæde over at være på efterskole. På efterskolen og i tiden efter dannede hun venskaber, som hun kunne dele sine svære tanker og følelser med, og som støttede hende, når selvmordstankerne trængte sig på, og var der for hende og bremsede hende, når hun senere i livet følte trang til at handle på selvmordstankerne. For da Merete er 19-20 år begynder hun at forsøge at tage sit eget liv:
“Mine selvmordsforsøg har aldrig resulteret i en indlæggelse eller i, at jeg fået behandling på hospitalet. Jeg har været indlagt på psykiatrisk, fordi jeg var selvmordstruet, men ikke i forlængelse af et konkret selvmordsforsøg. Jeg kan ikke sige, hvor mange selvmordsforsøg jeg har haft, men der har været mange handlinger, hvor jeg har troet, okay, dét her dør jeg af”, fortæller Merete.
Det er ikke unormalt, at mennesker i livskrise kan føle lyst til at lukke ned for alt det, der gør ondt følelsesmæssigt. Nogle kan beskrive det som at være udmattet på livet, og at de bare ønsker at få en pause fra det hele. Nogle har også problemer med at sove, og derfor kan selvmordet pludselig føles som den eneste måde at få ro fra de følelser, der er så svære at håndtere. Men der er altid hjælp at hente.
Selvom Merete har forsøgt selvmord flere gange, har hun aldrig haft en konkret hensigt om at slutte livet, fortæller hun:
“Jeg ønskede ikke at dø, jeg ønskede, at den smertelige livssituation, jeg var i, skulle stoppe, fordi den blev så øredøvende. Jeg havde svært ved at se andre muligheder i situationen.”
Udover vennerne, der har hjulpet Merete, når livet har føltes svært og støttede hende i at blive indlagt på psykiatrisk afdeling de gange, hvor hun har haft brug for det, har hendes hund også været en stor støtte. Det er en lille hund af racen Bichon Havanais, som hun fik, da hun var 23, og som har en helt særlig evne til at mærke, hvordan Merete har det, fortæller hun:
“Havde det ikke været for min hund Mara, havde jeg ikke været her den dag i dag. Hun får mig til at smile hver eneste dag, og er altid klar på at opmuntre mig med hendes tossestreger og cirkustricks, når hun mærker at jeg har en svær dag. Hun kysser mine tårer væk og putter sig ind til mig og husker mig på, at jeg ikke er alene. Når jeg har haft perioder hvor jeg ikke længere kunne se meningen med livet, har tanken om at efterlade hende, afholdt mig fra at tage mit liv, siger Merete.
Vi skal blive bedre til at tale sammen om selvmordstanker
I dag taler Merete åbent om sine erfaringer med selvmordstanker, ensomhed og psykisk sårbarhed, og hun ville ønske, at hun også havde følt, at det var muligt, da hun var i slutningen af sine teenageår og start tyvere. Derfor håber hun, at hendes historie kan være med til at gøre det nemmere at tale om selvmordstanker og selvmordsadfærd - både for dem, der har det dårligt, men også for venner, familie og skolelærere, så vi kan hjælpe flere unge, der går rundt og har det så dårligt, at de tænker på døden som en løsning. For selvom det hele kan føles meget håbløst, så er livet værd at kæmpe for, og derfor er det vigtigt, at der er nogen, der ved, hvordan du har det:
“Hvis du ikke har nogen omkring dig, du kan bede om hjælp, så ræk ud til en hjælpelinje såsom Livslinien. Der er så mange gode mennesker derude, der gerne vil lytte og hjælpe, og du fortjener ikke at bære rundt på den smerte helt alene. Det hjælper at tale om det. Jeg kan tale åbent om mine selvmordstanker i dag, fordi jeg har brugt meget af mit liv på at lære mig selv ikke at skamme mig over at tale om dem. Jeg ville ønske, jeg kunne sige til 15-årige Merete, at det ikke er hende, der var noget galt med”.
Merete vil også gerne gøre opmærksom på, at det kan være rigtig svært for det menneske, der er depressiv og har selvmordstanker, at række ud, fordi vedkommende kan have svært ved at sætte ord på tankerne. Derfor er det vigtigt, at man som veninde, klassekammerat, søskende eller forælder spørger ind til, om hun måske har tanker om selvmord. Og hvis man gerne vil støtte et menneske i livskrise, så kan det være bedre at handle i stedet for blot at spørge:
“I stedet for at tilbyde hende hjælp såsom “sig til hvis jeg kan gøre noget for dig”, så GIV hjælp. Kig forbi hende med en kop varm kakao, giv hende et langt kram og fortæl hende, hvor meget hun betyder for dig. Tag med hende til læge, hvis hun ikke allerede får hjælp, send hende funny memes, som du ved får hende til at smile, tag hende med ud og gå en tur. De små ting gør ofte en kæmpe forskel, når man har det svært. Og vær ikke bange for at spørge ind til selvmordstanker”, siger Merete, og fortsætter:
“Jeg er slet ikke i tvivl om, at mit liv havde set meget anderledes ud, hvis jeg havde fået den rette hjælp dengang. Desværre er der mange unge kvinder, der har svært ved at række ud efter hjælp, fordi det stadig er så tabu at have selvmordstanker. Men når de så rækker ud, så er det vigtigt, at de bliver mødt med forståelse, og at de ikke får følelsen af, at det er dem, der er noget galt med”.
Stor tak til Merete for at dele sine erfaringer med at have selvmordstanker og være selvmordstruet.
Livsliniens fem anbefalinger til at starte en svær samtale
Det er altid godt at starte med et helt simpelt “hvordan har du det?”, men derefter er det vigtigt, at du spørger dybere ind.
Livslinien giver dig her fem gode måder at starte en svær samtale på.
1. “Jeg synes, at det ser ud til, at du har haft det svært den seneste tid, og jeg synes, du virker trist. Jeg ved, at hvis man er rigtig ked af det og har været det noget tid, så kan nogen få selvmordstanker. Har du det? I så fald vil jeg gerne lytte, hvis du vil dele dine tanker med mig.”
2. ”Jeg oplever, at du er begyndt at drikke mere end du plejer, når vi er til fest, og ofte bliver du vred eller ked af det. Det plejer du ikke, og jeg vil gerne høre, om du har det godt? Hvis det er fordi, at du er trist og ked af det, kan du måske også have selvmordstanker? Er det noget, du har lyst til at tale med mig om? Så vil jeg meget gerne lytte.”
3. ”Jeg har lagt mærke til, at du ikke er så meget sammen med os andre mere. Er du okay? Jeg ved, at når nogen isolerer sig, kan det være fordi, de ikke har det godt. Jeg ved også, at nogle kan få det så skidt, at de får selvmordstanker, at de får selvmordstanker. Er det mon også sådan for dig? Du skal vide, at vi savner dig, og jeg vil meget gerne lytte, hvis du har lyst til at fortælle mig, hvordan du har det."
4. ”Jeg har lagt mærke til, at du ikke har været så meget på studiet den seneste tid. Er du ok? Jeg ved, at meget fravær kan være et tegn på, at man ikke har det godt, og fraværet kan gøre, at man oveni føler sig mere presset. For nogle kan det gøre, at de bliver så kede af det, at de får selvmordstanker. Er det mon også sådan for dig? Jeg vil meget gerne lytte."
5. ”Jeg ved, at du er begyndt at skade dig selv. Det er jeg ked af at høre. Jeg tænker, at det måske er fordi, der er noget, du synes er rigtig svært? Jeg ved, at nogle som skader sig selv, også har selvmordstanker, og du skal vide, at jeg er her for dig, hvis du vil dele dine tanker og følelser med mig.”
