skrivdet.dk

Skrivdet.dk er Livsliniens Netrådgivning, hvor selvmordstruede, pårørende eller efterladte kan modtage rådgivning gennem mailudveksling. Skrivdet.dk er for dig, der udtrykker dig bedst skriftligt.

På skrivdet.dk tilbyder vi rådgivning. Det betyder, at vi ikke yder behandling eller terapi. Vi kan give råd og andre perspektiver på den situation, som du befinder dig i, men vi er ikke et behandlingstilbud og kan ikke stå i stedet for et terapiforløb.

Vi bestræber os på at give dig svar indenfor 1-3 dage og du har mulighed for at skrive til os op til seks gange.

Akut brug for hjælp

Skrivdet.dk er pga. svartiden ikke egnet, hvis du har brug for akut hjælp. Du kan ringe til Livsliniens Telefonrådgivning på 70 201 201 alle dage mellem 11 og 04, hvis du har behov for hjælp hurtigt. Ved akut brug for hjælp skal du ringe til din egen læge, lægevagten eller til alarmcentralen på 112.

Hvem kan skrive til skrivdet.dk?

Alle kan skrive til os for at få rådgivning - også selvom du ikke har selvmordstanker. Hvis vi vurderer, at du har brug for en anden rådgivning end den vi kan give dig, så vil rådgiveren hjælpe dig med forslag til andre relevante tilbud.

For at kunne yde den bedste rådgivning kan rådgiveren have brug for at stille dig nogle opklarende spørgsmål. Du kan derfor skrive til skrivdet.dk op til seks gange, hvis du har behov for det. Hele korrespondancen mellem dig og rådgiveren kan du evt. vende tilbage til, hvis du har lyst til at læse den flere gange.

Brugerprofil på skrivdet.dk

For at modtage rådgivning på skrivdet.dk skal du oprette dig med et brugernavn og et password. Det er kun dig og rådgiveren der kan læse din mail og svaret. Når du er logget ind, kan du se hele korrespondancen mellem dig og rådgiveren.
 
Du har også mulighed for at slette din brugerprofil, når du har fået den hjælp og rådgivning, du har brug for. Du vil nu ikke længere have adgang til din korrespondance, og alt i din profil slettes.

Hvis du ikke har brugt Netrådgivningen indenfor de seneste 12 måneder, vil din brugerprofil automatisk blive slettet. Du vil dog altid kunne oprette dig med et nyt brugernavn og password.

Hvem er Johanne?

Når du modtager et svar, er det altid underskrevet af Johanne, som er et fælles navn, alle rådgivere benytter.

Din henvendelse bliver besvaret af en frivillig rådgiver, som har tavshedspligt. Alle rådgiverne har gennemgået et særligt uddannelsesforløb i rådgivning på nettet.