Når du ringer til Livslinien på 70 201 201, er du helt anonym. Rådgiveren præsenterer sig ved fornavn.
Nogle mennesker ringer til Livslinien én gang, og oplever at det er nok. Andre har brug for at ringe til os flere gange gennem en svær periode i deres liv. Hvis du ringer til os flere gange, vil du komme til at tale med forskellige rådgivere.
Rådgiveren hjælper dig, med at få sat ord på de tanker og følelser du har. Det kan være tanker om selvmord eller andre svære omstændigheder i dit liv. Har du svært ved at få fortalt, hvad der er årsagen til, at du har ringet eller er ked af det, hjælper rådgiveren dig ved at stille nogle spørgsmål.
Alle kan blive ramt af selvmordstanker af mange forskellige årsager. Selv om det kan opleves som svært at tale om sine selvmordstanker, så oplever de fleste, at det er en stor lettelse at få sagt det højt og at få talt om det. Rådgiveren er der for at lytte til dig, og forstå dig og din situation bedst muligt. Både for at give dig mulighed for at sætte ord på det, som er svært, men også for at kunne hjælpe dig med at se andre muligheder end selvmord.
Livslinien yder rådgivning og ikke behandling. Hvis du har alvorlige selvmordstanker eller andre problematikker, hvor rådgivning ikke er tilstrækkeligt, vil vi tale med dig om, hvilke andre tilbud der bedst muligt kan hjælpe dig, i den situation du er i.
Livsliniens Telefonrådgivning har åbent alle dage mellem 11-23
Ring 70 201 201 (almindelig telefontakst)