Stig Elling

Jeg har gjort mig mange tanker om det med at fortælle hele min historie offentligt. Om det var godt eller dårligt, eller rigtigt eller forkert. Jeg har valgt at stå frem, fordi jeg håber, det kan gavne nogen, men samtidig håber jeg ikke, at mine forældre bliver sure på mig deroppe i himlen. For det er jo en barsk historie at stå overfor.

Jeg har haft en, skal vi sige, meget speciel opvækst. Min mor var meget syg i perioder, og i en stor del af mit børneliv var hun indlagt på lukket afdeling i Glostrup. Det er barske oplevelser, at komme sådan nogle steder og se ens mor være indlagt. For jeg følte jo, at de mennesker hun var indlagt med, var meget mere bindegale, end min hun var. For min mor var ikke gal. Hun havde det bare dårligt. Og drak. Og så gik hun ned med flaget, og ville begå selvmord. Det har hun prøvet på et hav af gange, selvom hun aldrig havde modet til at gennemføre det. Det var mere et råb om hjælp, og i sidste ende døde hun da også af lungebetændelse.

Min far og min mor holdt meget af hinanden, men det var alligevel et barskt liv, de havde sammen. Min far var politibetjent, men kørte desværre galt i spirituspåvirket tilstand, fik taget sit kort og blev smidt ud af politiet. Da det skete, så var det lige som om, at hele familien gik lidt i opløsning, med spiritus og psykisk deroute også for ham.

Til sidst kunne han ganske simpelt ikke leve mere. Han fik betændelse i sin bugspytkirtel, hvilket er meget smertefuldt, og han var helt ude i tovene. Og så begik han selvmord. Jeg har altid vidst, at det ville ende sådan med far. Når han havde sat sig noget i hovedet, så blev det sådan. Hvis han ville gå i hundene, så gjorde han det. Hvis han ville dø, så var der ingen, der kunne få ham fra det. Alligevel var det et chok og en katastrofe for mig. Det værste var næsten, at vi lige havde haft en periode, hvor vi ikke havde talt særlig meget sammen, min far og jeg. I en 14 dages tid - 3 uger. Det havde vi engang imellem, typisk, når han var ude i uføre, hvor han tumlede rundt og var der ballade og politiet kom... Det har pint mig utrolig meget, at min sidste tid med min far var dårlig. Det har også pint mig, at jeg aldrig nogensinde fik sagt ordentligt farvel til ham.

Jeg har haft en stor skyld over, at jeg ikke fik hanket op i ham til sidst. At jeg ikke insisterede på, at vi måtte gøre noget, at vi måtte tale sammen og have det godt sammen. For jeg elskede ham jo, og han elskede også mig. Det er jeg overbevist om. Det har han vist tusindvis af gange. Men så blev det for sent. For så gjorde han det, som jeg ikke troede var oppe over. Jeg følte næsten, at jeg var mere skyld i det, end han var. Fordi han var længere ude, end jeg var. Så jeg burde kunnet tackle det... Alligevel syntes jeg også, at det var fejt gjort af ham. At vi ikke fik lov til at sige farvel og at vi nu bare måtte klare os selv. Min mor og jeg.

Begravelsen var rigtig positiv for mig. Pastor Nibler var en fantastisk præst, han kom ikke ind i sort, som man normalt gør til begravelser, han kom ind i rødt. I den store katolske juledragt. Pastor Nibler holdt en fornem prædiken, og da de spillede den sang, min far selv havde sunget i kirken. Jeg følte mig rigtig godt tilpas, og det var en stor oplevelse at kunne slutte af på den måde, selvom vi selvfølgelig stadig var kede af det.

Jeg synes, jeg har været heldig, at jeg har kunnet takle det alt sammen, også selvom jeg i perioder har drukket mere spiritus, end jeg skulle. Men jeg har haft en utrolig opbakning fra min mand, Steen, og fra hans forældre. Specielt hans mor blev en slags reservemor for mig. Hun og Steen har f.eks. sagt, at jeg jo ikke kunne gøre for, at min far valgte at begå selvmord i en periode, hvor vi ikke havde noget sammen. På den måde fik jeg bekræftet, at jeg måske alligevel havde gjort de ting, jeg burde. Jeg er ikke sikker på, at jeg var kommet så godt ud af det uden deres hjælp og forståelse. Men jeg har også nogle kræfter selv, synes jeg. Hvis man har en barndom, der mere barsk, end normale barndomme er, jamen så får du altså også mere hår på brystet.

Det er svært at råde andre i lignende situationer, for det er jo ikke sikkert, at de kan bruge rådet til noget. Men hvis jeg alligevel skal gøre det, så er det: meget hurtigt at komme ud af sin skyldfølelse, hvis man har den. Fordi den gør det kun værre. Og det er jo ikke ens skyld. Det er jo ikke dig, der har taget den beslutning, der er taget. Det er den person. Så er et godt råd måske også at tænke på, at selvmord er en meget voldsom ting, og en meget svær ting at forstå. Og jeg tror, man skal acceptere ikke at kunne forstå det, og lade være med at prøve at forstå det.

Man kommer nok aldrig rigtigt af med det. Man får en periode, hvor det kommer på afstand, men det vil altid dukke op. Man kommer ikke over det. Det skal man heller ikke. Man skal ikke komme over, at man har mistet nogen, man holder af. Man skal bare sørge for at komme videre i sin tilværelse.

Jeg kan godt have en fornemmelse af, at det er svært det her. Men jeg er god til at kæmpe mig ud af det, og jeg har et lyst sind. Jeg tænker gode tanker, og prøver at se det bedste i tingene. Og så omgås jeg med folk, der er positive. Jeg har f.eks. lært af min gode veninde Lisbeth Dahl, at det med at bekymre sig på forhånd, det er noget af det værste, man overhovedet kan gøre. Det skal man ikke. Man skal tage tingene, hvor de er, og så prøve at løse dem. Og de problemer, der ikke kan løses, dem må vi få kæmpet på plads til den tid. Men der er ingen grund til at gå og spekulere over noget, før det er nødvendigt, selvom jeg godt ved at det er svært at lade være.

Stig Ellings far begik selvmord som 72 årig, da Stig var 46 år gammel.