Livslinien blev født i 1994 på grund af en livserfaring. To år tidligere havde jeg forsøgt selvmord, og da oplevede jeg en meget mangelfuld og tilfældig hjælp i en meget svær livskrise. Da jeg kom igennem min livskrise, var jeg fast besluttet på at etablere en landsdækkende frivillig telefonrådgivning. På det tidspunkt var der adskillige mangler i forhold til at hjælpe mennesker med selvmordstanker, eller som ligefrem havde et selvmordsforsøg med i bagagen:

Der manglede behandlingstilbud. Det skulle frem i lyset.

Der var meget tabu om emnet, og derfor var det ikke på den politiske dagsorden.

Der var intet talerør for selvmordstruede og pårørende.

For at imødegå disse mangler skulle Livslinien være et inkluderende tilbud – alle selvmordstruede skulle have mulighed for en samtale.

For mig var målene klare fra første dag – jeg ville for egne private midler slå igennem mediemuren og mobilisere en masse frivillige. Viljen og engagementet var enormt – og troen på sagen var massivt til stede i mig. Ikke alle delte dengang troen. Da jeg stiftede Livslinien, var der mange i behandlingssystemet, som fortalte mig, at det var en håbløs mission, som ligefrem kunne gøre mere skade end gavn. Behandlerne mente, at de var de eneste, der kunne hjælpe mennesker med psykiske problemer. Deres faglighed var det afgørende. I dag er det tydeligt, at den frivillige, medmenneskelige indsats kan noget andet, end behandlingssystemet kan. I psykiatrien bliver der fokuseret så meget på sygdomme, diagnoser og behandling, at vi risikerer at glemme, at der altså gemmer sig et menneske bag. Det betyder samtidig, at vi overser det helt grundlæggende; nemlig nærheden. Det menneskelige møde, som jeg tror, er det afgørende gennembrud for det enkelte menneske i krise.

Jeg har på egen krop erfaret, hvor vigtigt det er at blive mødt som menneske. For snart 20 år siden mødte jeg en højskoleforstander og en dejlig familie i Hinnerup, som jeg boede hos – disse menneskers tilstedeværelse og nærvær blev et personligt gennembrud for min tilbagevenden til livet. Jeg tror aldrig, det er gået op for dem, at de gjorde noget specielt, men deres samtaler gjorde en afgørende forskel. Min pointe er, at man aldrig kan vide, hvornår en samtale bliver et positivt gennembrud for et menneske i krise. Derfor skal vi altid søge nærværet og den gode samtale, for den kan være vital for et andet menneske.

Engagementet er drivkraften hos både vores mange frivillige og hos mig selv. En væsentlig årsag til engagementet er, at vi er lykkedes med at nå vores mål. Mere end 100.000 opkald har vi haft, siden vi startede, og hvert år modtager vi mere end 13.000 henvendelser fra mennesker med alvorlige selvmordstanker eller dybe livskriser. Derfor gør vi en forskel hver dag og forebygger dagligt selvmord. Mere end 1.000 frivillige har vi uddannet igennem årene – det betyder, at mange bliver en slags ambassadører, som tager deres viden fra Livslinien med ud på deres arbejdspladser og gør en forskel.

Det er kernen på Livslinien ­­– vores mange og dygtige frivillige. I dag er vi 220 frivillige, som i dag nyder respekt i fagkredse, ministerier og på Christiansborg. Livslinien har modtaget mange priser for sit frivillige arbejde – Lillebrorprisen fra Børnehjælpsdagen, Lionsprisen ved Prins Henrik samt Feminas Kvindepris.

I 2005 opnåede Livslinien officiel anerkendelse for organisationens vedholdende arbejde og kom på finansloven. Den faste støtte har været afgørende for, at Livslinien kunne udvide åbningstiden for telefonrådgivningen, så der nu er rådgivere klar ved telefonerne fra 11-23. Den har også spillet en rolle i etableringen af netrådgivningen i 2005, hvilket har medført, at vi appellerer til og kan hjælpe langt flere mennesker.

Morten Thomsen

Initiativtager og Bestyrelsesformand

Uden Livslinien ville der mangle et uundværligt tilbud i selvmordsforebyggelsen i Danmark

Tidl. Socialminister Eva Kjer Hansen