Ofte stillede spørgsmål

1.  Må jeg skrive, selvom jeg ikke har selvmordstanker?

Ja, men vi vil altid spørge om, du har selvmordstanker.

2. Bliver man registreret nogen steder?

På Livsliniens chat er du helt anonym. Du vil blive bedt om at udfylde køn, alder og hvad du gerne vil tale med vores rådgiver om. Vi spørger også, om du har selvmordstanker og om du tidligere har forsøgt selvmord. Vi spørger om dette for at kunne yde dig den bedst mulige rådgivning. Efter samtalen vil du blive bedt om at svare på et par spørgsmål i forhold til hvor tilfreds du var med rådgivningen. Dette gør vi for at vi hele tiden kan blive bedre.

Når samtalen er færdig og du lukker chatvinduet i browseren, er det ikke længere muligt at se hvad du har skrevet. Livslinien lagrer ikke IP-adresser, men vi lagrer de anonymiserede chatsamtaler af faglige hensyn.

3. Hvordan virker køsystemet?

Hvis der ikke er en ledig rådgiver, har du muligheden for at stille dig i kø. Når der bliver en rådgiver ledig, og det bliver din tur til at chatte, vil du høre en ringetone, og knappen i kø-vinduet lyser. Du skal klikke på knappen inden 1 minut, da turen ellers går videre til den næste i køen. Hvis ikke du svarer, når det bliver din tur til at chatte, får du en ny mulighed for at kontakte rådgiveren senere. 

4. Hvor lang tid kan jeg chatte?

En chatsamtale varer mellem ½ til 1 time. Oftest 30-45 minutter.

5. Må jeg chatte flere gange?

Du må gerne chatte flere gange, du skal blot være opmærksom på, at det ikke nødvendigvis er den samme rådgiver, du chatter med igen. Du er også velkommen til at benytte vores telefonrådgivning, som du kan ringe til alle dage mellem kl.11-04 på 70 201 201, eller at skrive til vores netrådgivning - skrivdet.dk.