Selvhjælp Online mod Selvmordstanker

Nyt studie ønsker at undersøge, om internet-baseret selvhjælpsterapi kan hjælpe personer med selvmordstanker, til at få det bedre.

Har du selvmordstanker og er du interesseret i at vide mere om studiet og selvhjælpsprogrammet kan du læse mere her: www.livslinien.dk/sos

Fortæl andre om dine tanker 

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen. Det hjælper at få sat ord på de svære tanker og følelser, du har lige nu.

Du er ikke alene om at have det sådan. De fleste mennesker har perioder, hvor livet eller en situation opleves som så svær, at de ikke kan magte den alene. For nogen fører krisen til selvmordstanker og uden hjælp måske til selvmordsforsøg og selvmord. Derfor er det afgørende, at du får fortalt et andet menneske, at du har det svært, så du kan få den hjælp og støtte, du har brug for.

Du kan kontakte Livsliniens telefonrådgivning, 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-04.

Du kan skrive til Livsliniens netrådgivning skrivdet.dk. Skriver du for første gang, vil vi bestræbe os på at svare dig inden for 24 timer. Har du skrevet før er svartiden op til tre dage.

Du kan kontakte Livsliniens chatrådgivning mandag og torsdag kl. 17-21 samt lørdag kl. 13-17.

Selvmordstanker er i de fleste tilfælde ikke udtryk for et ønske om at ville dø. Ofte handler det om, at en situation er blevet uoverskuelig eller gør for ondt. I sådanne situationer kan selvmord fremstå som den eneste løsning.

Anonymitet

Livslinien værner om anonymiteten hos de mennesker, der henvender sig til vores rådgivning. Vi har ikke nummerviser og registrerer ikke dine personlige oplysninger, din IP- eller mailadresse. Der er dog situationer, hvor vi bliver nødt til at sætte andre hensyn højere. Hvis vi på telefonrådgivningen vurderer, at dine selvmordstanker er så alvorlige, at du ikke bør være alene eller allerede har skadet dig selv, vil vi tilbyde dig at forsøge at få sendt hjælp ud til dig. I sådanne situationer vil vi bede dig om dit navn og din adresse. Vi vil altid tilstræbe at informere dig om, hvorfor vi spørger til disse oplysninger, og hvad vi skal bruge dem til. På Netrådgivningen kan vi ikke tilbyde at få sendt hjælp ud til dig, men vi kan henvise til et sted, hvor du kan få mere hjælp. Husk derfor at Netrådgivningen ikke er til akut hjælp.

Tavshedspligt

Alle medarbejdere og rådgivere på Livslinien er underlagt tavshedspligt. Kun i de tilfælde, hvor vi er bekymrede for, om et menneskeliv er i fare, eller et barns trivsel eller situation er alvorligt truet, tilsidesættes tavshedspligten.

Kvalitetssikring

Livslinien lægger vægt på , at vores rådgivningstilbud fastholder en høj kvalitet. Vi vil også sikre et fagligt udviklende miljø for vores frivillige rådgivere samt sekretariatsmedarbejdere. Det kan vi kun gøre ved hele tiden at arbejde målrettet med kvalitetssikring på alle områder.

Tabuer og myter

Livslinien forebygger selvmord og selvmordsforsøg ved at bryde tabuer og afdække myter om selvmord gennem undervisning, rådgivning og presse.

Holdning til selvmord

Livslinien har forståelse for, at selvmord kan opleves som en udvej men vil til enhver tid hjælpe til at se andre muligheder.

Er du pårørende eller efterladt

Er du bekymret for et andet menneske, eller har du mistet en der stod dig nær til selvmord, kan du ringe eller skrive til Livsliniens rådgivning. Du kan fortælle om de følelser og reaktioner, det har forårsaget. Vores rådgivere er klar til at hjælpe dig, og har du brug for det, kan vi hjælpe dig med at finde andre tilbud, der kan støtte dig i din nuværende situation.

 

22.04.2014 14:30

Chat vil forebygge selvmord

Antallet af selvmordsforsøg blandt især piger og unge kvinder er nærmest eksploderet de sidste ...

04.04.2014 12:00

Temaaftener og videreuddannelse

Tilbud om kurser og uddannelser Udover grunduddannelsen får du mulighed for at deltage i fagligt ...

04.04.2014 12:00

Supervision

Livsliniens supervision varetages af følgende eksterne psykologer: Majken Blom Søefeldt Ida Koch Jesper Roesgaard Mogensen ...